Skønheden der ikke kan sejre

I Bayern vækker en kvindelig politiker opsigt ved at sige alt det, hendes mandlige kolleger vil holde hemmeligt. Nu vil hun også være formand for det regerende parti CSU. Det får hun næppe held med, men den tyske delstat er blevet mere underholdende.

Amtmanden i Fürth, Gabriele Pauli, fortalte i går, at hun stiller op til posten som formand for CSU, det regerende parti i Bayern. Men hun vinder nok ikke. Foto: Michael Dalder/Reuters Fold sammen
Læs mere

Selv om man ikke skal bedømme politikere på deres udseende må det være på sin plads at anføre, at Gabriele Pauli er en af de smukkeste aktører i Bayerns kristeligt sociale parti CSU, der er juniorpartner i forbundsregeringen i Berlin. Hun er 50 år, i reglen rødhåret, hun kan lide at køre på motorcykel, og for nogle måneder siden lod hun sig afbilde i læder og gummi i et herremagasin, hvilket vakte en del opsigt.

Hendes nethed er ikke uden betydning, for i Tyskland er hun blevet kendt som Den smukke Amtmand, et embede, hun bestrider i Fürth en by, der har fostret USAs tidligere udenrigsminister Henry Kissinger. Det er ærgerligt at sige, men hvis hun havde været tudegrim, havde der formentlig været færre billeder af hende i avisen, og hun ville med sikkerhed ikke have optrådt i magasinet.

Traditionerne
Pauli har åbenbart kedet sig i Fürth, for sidste efterår opfordrede hun CSUs formand Edmund Stoiber, der også er Bayerns ministerpræsident, til at træde tilbage. Han er 65 år og har været i jobbet siden 1993, så på en måde ville det være en naturlig udvikling. Men i CSU, der på papiret går meget op i traditioner, blev hendes ønske opfattet som majestætsfornærmelse.

Stoiber prøvede først at overhøre hende, siden forsøgte hans kontorchef at opsnuse slibrigheder fra hendes privatliv, der var egnet til udspredelse. Begge dele mislykkedes. I januar blev ministerpræsidenten tvunget til at meddele, at han holder op i løbet af året.

Med til historien hører nemlig, at CSU ganske vist har traditioner, men at de mest går ud på at stikke knive i ryggen på hinanden. I reglen bliver det gjort hurtigt og uden forudgående diskussion i offentligheden. Pauli brød denne skik, hun var som drengen i Kejserens nye Klæder; efter hun havde luftet sin utilfredshed med Stoiber, kom alle hans kritikere ud af skabet. Blandt dem hørte, viste det sig, hans nærmeste medarbejdere, som også mente, at det var på tide med et skifte, men ingen af havde turdet sige det. Da først Pauli havde åbnet munden, blev alle modige og ville have del i rovet.

Efter en kort stillingskrig blev den hidtidige indenrigsminister udpeget som fremtidig regeringschef, og økonomiministeren blev nomineret til partiformand. Medlemmerne blev ikke spurgt.

Midt i det hele kom det frem, at en tredje mulig leder, Horst Seehofer, der er Tysklands fødevareminister og taler meget om familieværdier, skulle være far til et barn uden for ægteskabet. Seehofer havde, viser det sig, haft en ung elskerinde i Berlin, alt imens kone og tre børn var parkeret i Bayern. Nyheden om Seehofer var øjensynligt plantet af fjender i partiet, der ville undgå, at han blev formand. De ser ud til at have succes, for Seehofer har i flere måneder ruget over, hvem han ville vælge hustruen eller den nu nybagte mor. Han endte med det sikre, altså konen, og efter den ballade er kun ham selv, der tror, at han kan blive CSU-formand.

Livvagterne
Den sidste tid har der været stille omkring Pauli, men i går tog hun igen ordet. Hun stiller op som formandskandidat ved siden af økonomiministeren og Seehofer, der er henholdsvis 60 og 58 år. Indenrigsminister Günther Beckstein, der regner med at blive ministerpræsident, er 63 år.

Det er altså en række ældre herrer, som mener, det er deres tur til at tage over, og de er fornærmede over, at en yngre konkurrent, der sågar er kvinde, maser sig på. Det er en del af de mandlige kernevælgere åbenbart også. På et CSU-møde i foråret så partiet sig nødsaget til at udstyre Pauli med livvagter for at forhindre et attentat.

Pauli vinder næppe, men hun kan sørge for en del ballade, fordi hun siger alt det, som andre i CSU tænker, men ikke vil ud med.

Eksempelvis, at CSU, der har haft magten i Bayern siden 1957, efterhånden tænker mere på at beholde regalierne end at opstille et program. Det kan hænge sammen med, at man har gjort Bayern til en af de rigeste delstater i Tyskland, hvor andre partier ikke har en chance undtagen i de store, socialdemokratisk prægede byer som München og Nürnberg. Men i takt med den økonomiske fremgang ser man ud til at have mistet forbindelsen til græsrødderne.

Edmund Stoiber prøver i stedet, som en af sine forgængere, Franz Josef Strauss, at føre sig frem internationalt, han har lige været på afskedsvisit i Moskva, hvor han blev modtaget af præsident Putin, som han kun havde godt at sige om.

De nye ledere udpeges formelt i slutningen af september. Meningsmålingseksperter sagde i går, at hun ikke har en chance, men som tredje hjul ved formandsvalget vil hun sørge for en livlig debat de næste måneder. Bayrerne burde egentlig være taknemmelige for lidt politisk kulør. Fra efteråret bliver der antagelig igen ro i den sydlige provins, de ældre herrer kan regere, som de vil, og fru Pauli kan svinge sig op på motorcyklen mod nye horisonter. Måske vil hun være forbundskansler.