Skoen der forsvandt

Kinas premierminister, Wen Jiabao, er tilbage i Beijing. Til overskrifter om social uro og stigende arbejdsløshed. Og efter en syv dage lang tur i Europa som sluttede med en sko, der forsvandt i de kinesiske medier.

Kinesiske aviser ignorerer historien om skokasteren, der smed en sko efter premierministeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Darren Staples

BEIJING: Hvilken sko?

Kinas premierminister holdt mandag en tale på Cambridge University, da en af tilhørerne pludselig kastede en sko mod den 66-årige Wen Jiabao.

Besøget på det britiske universitet var et af de sidste stop på Wen Jiabaos tur til Europa, hvor han blandt andet deltog i konferencen World Economic Forum i Davos i Schweiz.

Skoen landede en meter fra den kinesiske leder, der stod på talerstolen. Samtidig råbte demonstranten ifølge flere vestlige medier, at Wen Jiabao var en diktator. Det britiske politi har nu sigtet den unavngivne mand for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Sagen ser lidt anderledes ud i de fleste kinesiske medier. Her er skoen forsvundet. De store, statslige medier har alle dækket premierministerens tale, men for eksempel TV-stationen CCTV taler blot om en »forstyrrelse«. Stationens kameraer er stillet skarpt ind på premierministeren under optrinnet, og klippene viser slet ikke skoen.

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua taler om, at Storbritannien undskyldte for en hændelse, og at Kina havde udtrykt »stærke følelser« mod hændelsen. Igen uden at nævne skoen.

Optrinnet er ikke censureret i Kina, hvor det blandt andet kan ses på Youtube. Men da en irakisk journalist i december kastede en sko mod den amerikanske præsident George W. Bush, blev det bragt i de fleste statslige medier.

Når skoen er forsvundet fra de kinesiske avisforsider, er det et tegn på, at centralregeringen i Beijing ikke vil lade optrinnet stå i vejen for det overordnede mål. Beijing kaldte besøget for en »Tour of Confidence«, der skulle lægge låg på sidste års gnidninger mellem Europa og Kina i spørgsmålet om Tibet og vise Kina som en ansvarlig spiller i den økonomiske krise.

Sent i går landede Wen Jiabao så i lufthavnen i Beijing. Efter en tur som Xinhua og andre medier kaldte for en succes.

Arbejdsløshed bekymrer
Mindre succesfulde er de hjemlige overskrifter, der viser hvor store udfordringer Kina står overfor. Blandt andet med arbejdsløshed og social uro.

Mandag kom en ny undersøgelse fra det kinesiske landbrugsministerium, som viser, at der nu er 20 millioner arbejdsløse migrantarbejdere. I december lå det officielle tal på ti millioner arbejdere.

Der findes ingen pålidelige statistikker om den samlede arbejdsløshed i Kina. Et skøn fra tænketanken Chinese Academy of Social Sciences går på, at arbejdsløsheden ligger på cirka ni procent. Men det var i december.

Arbejdsløsheden fortsætter med at vokse, og det bekymrer centralregeringen i Beijing.

»Det er en ny faktor, der kan påvirke den sociale stabilitet i år,« sagde Chen Xiwen, der blandt andet er ansvarlig for politikker til udvikling af landområderne, og som fremlagde landbrugsministeriets undersøgelse.

Flere andre højtstående medlemmer af centralregeringen og Kinas Kommunistparti er siden december kommet med skarpe advarsler om social uro.

Søndag kom Kinas Kommunistpartis Centralkomite også med en rapport, hvor de kalder 2009 for det »sværeste år«, når det kommer til økonomisk vækst og udvikling af de fattige landområder.

Wen Jiabao sagde også i søndags i et interview med Financial Times, at Kina overvejer endnu en finansiel redningspakke, der skal sætte gang i forbruget. Uden dog at komme med konkrete detaljer.