Skilsmisse på irakisk

Alt peger på, at en blød deling er den rigtige løsning i Irak. Men det vil fortsat være nødvendigt at indsætte fredsbevarende styrker i blandede kvarterer og at være indstillet på at skabe suveræne strukturer.

I sommeren 1995 gjorde Edward Joseph tjeneste som FN-soldat i Bosnien. Han havde fået til opgave at hjælpe muslimske kvinder og børn med at flygte fra et område i nærheden af Srebrenica, hvor 7.000 muslimer allerede var blevet mejet ned af serbiske styrker.

Det var en kontroversiel mission. FNs Højkommissær for Flygtninge nægtede at deltage ud fra det synspunkt, at evakuering ville fuldende den etniske udrensning. Men højkommisæren så ikke de flokke af muslimske kvinder, der skreg af rædsel, når serbiske jeeps kørte forbi. Det gjorde Joseph.

Det kan virke ædelmodigt at prædike etnisk forsoning fra afstand, siger Joseph nu, men hvis man ikke kan beskytte mennesker i en borgerkrig, er det umoralsk at overlade dem til deres skæbne.MED TIDEN INDSÅ lederne på alle sider af krigen i Bosnien, at det var i deres egen interesse at adskille deres befolkninger. Og da først de etniske grupper havde fået beskyttelse, blev det muligt at forhandle en fred, der ganske vist ikke var perfekt, men dog bedre end blodbadet.

I dag mener mange af de aktive mennesker i Bosnien, at de står med en model, der kan bidrage til at stabilisere Irak. De anerkender de mange forskelle mellem de to lande, men Irak er en nation i opløsning, konstaterer de: Etnisk udrensning er ved at dele Bagdad op, millioner af mennesker flytter, i tusindvis dør, og fremtiden ser dyster ud.DET BEDSTE SVAR er i den situation en »blød« deling. En centralregering med få, centrale magtbeføjelser og stærke regionale regeringer. Desuden bør de stridende grupper adskilles så vidt muligt.

I praksis betyder det, at man skal ændre den irakiske forfatning.

Som Joe Biden (demokratisk medlem af Senatet, red.) har påpeget, så går forfatningen allerede langt i retning af decentralisering.

Den giver provinserne ret til at oprette deres egne sikkerhedsorganisationer, at sende ambassadører til andre lande og at slutte sig sammen i regioner. Decentralisering er ikke noget, amerikanerne har indført, der er en irakisk idé.

Men, tilføjer han, som forholdene er nu, giver forfatningen ikke lovhjemmel til eksempelvis at dele indtægterne fra olie og gas ligeligt. Sunnimuslimerne vil aldrig stille sig tilfreds med en stribe sand, medmindre de også garanteres 20 procent af de nationale indtægter.DET ANDET SKRIDT er at sikre sig enighed mellem alle trossamfundene om, at føderalisme er i deres egen interesse. Shiamuslimerne skal bringes til at indse, at der aldrig bliver et stabilt Irak, hvis sunnimuslimerne reduceres til andenrangs borgere. Kurderne vil være nødt til at acceptere, at fred og stabilitet er værd at indgå et territorialt kompromis i Kirkuk for. Sunni-muslimerne vil være nødt til at acceptere, at de aldrig kommer til at styre Irak igen, og at det derfor er bedre at have en stærk, sunni-region end at leve under en shiamuslimsk støvle.

Medmindre hævntørsten har drevet lederne i Irak hinsides fornuftens grænse, som Les Gelb (fra tænketanken Council on Foreign Relations, red.) siger, burde det være muligt at overtale dem til at se, hvad der er i deres egen interesse.TREDJE SKRIDT I en blød deling handler om flytning af folkegrupper. Dette indebærer brug af amerikanske eller irakiske styrker til at beskytte de mennesker, der ønsker at flygte til områder, hvor de føler sig trygge. Det betyder videre humanitær assistance, så de kan komme på benene igen.

Som Edward Joseph og Michael O'Hanlon (begge tilknyttet The Brookings Institution, red.) bemærker, så er timingen altafgørende ved den type operationer. Flytter man folk i et given kvarter for tidligt, kan militserne nå at registrere vakuumet og optrappe volden. Flytter man dem for sent, kan man ende med at flytte lig.

Det fjerde skridt er at få Iraks naboer til at acceptere arrangementet. Hverken Iran eller Saudi-Arabien bryder sig formentlig om et totalt kaos i Irak endsige en indbyrdes krig pr. stedfortræder, så snart USA har trukket sine militærstyrker ud. Og tyrkerne skal overbevises om, at denne plan medfører, at et uafhængigt Kurdistan aldrig ser dagens lys.DEN MEST ALVORLIGE indsigelse mod en blød deling er, at de sunni- og shiamuslimske befolkningsgrupper er for sammenblandede i Bagdad og andre steder til, at en deling for alvor kan realiseres. Denne indsigelse bliver - desværre - et stadig mindre problem for hver dag, der går.

Men det vil fortsat være nødvendigt at indsætte fredsbevarende styrker i blandede kvarterer, at være indstillet på at skabe suveræne strukturer og så i øvrigt håbe, at en løsning på landsplan vil reducere volden, hvor de forskellige gruppers områder støder sammen.KORT SAGT PEGER logikken, omstændighederne og den politiske situation i retning af en blød deling. Bush-regeringen har været for langsom til at erkende det positive ved en sådan løsning, fordi den er for afhængig af irakerne i Den Grønne Zone. Irakerne taler om national enhed, men deres optræden synes at demonstrere, at de ønsker decentralisering. Før eller siden vil alle indstille sig på denne fornuftige politik, når først alle andre alternativer er udtømte.

Oversættelse: Lars Rosenkvist