Ski, sprut og særdeles højrøstet tale

På den årlige skiferie kolliderer Europas folkeslag og kulturelle særpræg i mere end en forstand. Danskerne er højrøstede, russerne er bryske, mens hollænderne er mere eller mindre glade i låget.

SÖLDEN: »Hvorfor skal de absolut råbe så højt til hinanden?« En nobelt klædt østrigsk dame i begyndelsen af 50erne hvisker forarget til sin rejseledsager og sender et misbilligende blik i retning af de kvidrende kvinder på rækkerne bag hende.

Klokken er 11 om formiddagen, og vi er på vej i et lille propeldrevet passagerfly gennem de forblæste østrigske alper. Under indflyvningen til Innsbruck er de seks danske veninder i fuld gang med at skænke endnu en runde gintonics op i plastikkrusene. De mangler isterninger, men humøret er skyhøjt og efterhånden lettere bedugget. En af kvinderne er i færd med at lægge krasbørstig makeup med den nyindkøbte sminke fra den toldfri shop i Købenshavn Lufthavn, en anden har – som var det en kanin – hevet et par g-strengstrusser frem fra håndbagagen.

»Jeg har taget 12 kondomer med,« konstaterer Sanne.

Så er der skiferie. De seks danske veninder i begyndelsen af 40erne har forladt dagligdagen i en københavnsk forstad for at tage på den årlige skiferie. Veninderne skal til Ischgl, hvor mandfolk tilsyneladende er et lige så stort tilløbsstykke som de fremragende skiforhold.

Selv er jeg på vej til Sölden, hvor de sneklædte tinder endnu holder stand mod den globale opvarmning og garanterer et minimum af puddersne til den kræsne skiløber, der er villig til at kaste mange tusinde kroner efter kombinationen af sne, fart, forhåbentlig lidt sol og enestående natur.

Hvert år rejser tusinder af danskere til den lille bjerglandsby, der putter sig mageligt for foden af Tiefenbach-gletscheren og Rettenbach-gletscheren.

Oppe på bjerget serverer helårligt solbrændte tjenere i lederhosen en lind strøm af jägertee, glühwein og skummende fadøl til svedte og smilende skiløbere, der fortærer gennemkogt spaghetti med kødsovs, tvivlsomme schnitzler med smattede pomfritter, en symbolsk salat, colaer, kaffe, hvedeøl og mere glühwein. Alt sammen til horrible overpriser.

Men det er hyggeligt, og det virker autentisk, og tjenerne er professionelle nok til at smile til både børnefamilier og skibumser. Udsigten til de sneklædte alpetoppe er sublim på samme måde, som den tyske filosof Kant har beskrevet det: Skønhed på kanten af det skrækindjagende.

Russerne forsvandt med Putins krig

Vintersportkomplekser er et mikrokosmos for den mere velbeslåede del af den europæiske middelklasse og afspejler på sin egen måde den internationale politiske udvikling.

Indtil for få år siden var det russerne, der fyldte op på hotellerne i Sölden. Nyrige storfamilier med bryskt udseende overhoveder og pelsklædte fruer, der regelmæssigt udslynger militærisk klingende kommandoer efter det vandkæmmede afkom, der selv efter lange dage på løjperne har overskudsenergi til at opføre pudekampe i de overfyldte hotellobbyer, hvor hotelgæsterne venter på serveringen af aftensmaden.

Så besluttede Putin sig for at invadere Ukraine, og EU reagerede med sanktioner, der øjensynligt havde en indvirkning på antallet af russerne i Sölden. Hvis sanktionerne bortfalder senere på året, vil russerne sandsynligvis vende tilbage til Sölden.

En orange tsunami rammer alpeland

I år er det hollænderne, der dominerer. De er høje, de er joviale, og de er overraskende ofte klædt i den orange nationalfarve. Det er åbenbart vigtigt at signalere det nationale tilhørsforhold.

Hollænderne er der i alle aldre og afskygninger. Børnefamilier, der i dalen bakser med at få de små i skitøjet, mens de på nedfarten bakser med at forhindre poderne i at blive torpederet af hensynsløse adrenalinjunkies.

Snowboarderne – løjpernes svar på vanvidsbilister – der af uvisse årsager betragter hundedyre vinterferier som anledning til at demonstrere deres rock’n’roll-agtige tilgang til livet. De sætter en ære i hasarderede overhalingsmanøvrer på tætbefolkede løjper og klasker kun delvist ironisk håndfladerne mod hinanden med highfives, når de endnu har tvunget en flok nervøse nybegyndere på brede udlejningsski ud i rabatten.

På afterski-stederne i bunden af dalen søger det overvejende midaldrende publikum baren, mens de iført snærende ski­støv­ler drikker kolde øl og frugtsnaps. Allerede tidlig eftermiddag skruer de lokale udskænkningssteder op for den traditionelle østrigske tyrolermusik, der sandsynligvis af frygt for at kede et yngre publikum med kroniske opmærksomhedsproblemer er blevet forsynet med dunkende tæppebankerbeats fra den nederste technoskuffe.

Sangteksterne er lige nøjagtig avancerede nok til, at et børnehavebarn med underudviklede sprogkundskaber kan synge med på refrænet, der enten omhandler druk, blowjobs eller begge dele. Et par års tyskundervisning i den danske folkeskole er tilstrækkeligt til at kunne synge med. Mens danskerne ikke ligefrem brillerer på pisten, må de siges at være ekvilibrister i festdisciplinen. Men hvorfor skal de absolut råbe så højt til hinanden, kunne man fristes til at spørge ...