Skepsis i Europa over comeback til »Julia Bulldozer«

Den 53-årige Julia Timosjenko står ifølge kritikere for det, Ukraine ikke har brug for nu: fortid og splittelse.

Da Julia Timosjenko i lørdags blev løsladt og viste sig på Uafhængighedspladsen i Kiev, sad hun i kørestol på grund af den ryglidelse, hun har døjet med under sit fængselsophold. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES/BERLIN: Pludselig var hun der igen, Julia Timosjenko. I kørestol på grund af sin svære ryglidelse, men med den velkendte krans af lyse fletninger og med den velkendte følelsesfulde og polariserende retorik. I mere end to år har den 53-årige tidligere ministerpræsident været indespærret, men efter præsident Viktor Janukovitjs dramatiske fald fra magten lørdag, blev Julia Timosjenko løsladt. Få timer senere befandt hun sig midt i den åbne kamp om magten i Ukraine.

EU har længe kritiseret retssagen mod Julia Timosjenko og krævet hendes frifindelse, men da hun lørdag aften pludselig dukkede op på Uafhængighedspladsen i Kiev, passede hendes budskab dårligt med de europæiske ambitioner: EU håber på afspænding efter de voldelige døgn i Kiev. Julia Timosjenko opfordrede demonstranterne til at protestere videre. EU ønsker, at Ukraine kigger fremad og hurtigst muligt indfører retssikkerhed. Julia Timosjenko krævede, at Viktor Janukovitj og hans »idioter« bliver bragt til Maidan-pladsen. De europæiske lande måtte fredag aften se deres politiske køreplan blive forkastet af demonstranterne, der kaldte oppositionspolitikeren Vitalij Klitchko for en forræder. Julia Timosjenko glædede sig over, at aftalen blev afvist.

Timosjenko, der selv har spillet en central rolle i forbindelse med Ukraines politiske problemer det seneste årti, forsøgte at fremstå som folkelig ikke-politiker og appellerede til ukrainernes skepsis over for de oppositionspolitikere, der nu skal forsøge at holde sammen på det splittede land.

I Berlin betragter man Julia Timosjenkos mulige comeback med skepsis.

»Hun er en karismatisk figur, men også polariserende,« siger den tyske regerings særlige Østeuropa-ansvarlige, Gernot Erler, til avisen Die Welt.

Kansler Angela Merkel ringede søndag til Julia Timosjenko og ønskede tillykke med friheden og tilbød hende behandling i Tyskland. Men hun indskærpede også, at Timosjenko bør bestræbe sig på at holde sammen på landet og på oppositionen. Det er i hvert fald den tyske version af samtalen. I Ukraine lød udlægningen anderledes. Timosjenkos »Fædrelandspartiet« lod forstå, at kansleren beskrev Timosjenkos comeback som en vigtig faktor i stabiliseringen af Ukraine.

I Bruxelles er der glæde over Timosjenkos løsladelse, for fængslingen har været et udtryk for den såkaldte »selektive retfærdighed« under Janukovitj, men eksperter er skeptiske over for den tidligere premierminister.

»Hun repræsenterer alt det, Ukraine ikke har brug for lige nu,« siger Amanda Paul, analytiker i tænketanken European Policy Centre i Bruxelles og ekspert i EUs østlige partnerskaber og relationer til Rusland.

»Ukraine har brug for politiske ledere, der forener, men Timosjenko skaber splittelse og uenighed. Hun tilhører fortiden og bør holde sig ude af begivenhederne. Hun plejede relationer til Rusland, da hun var ved magten, og derfor vil Rusland ikke se hende som det værste resultat, hvis hun genvandt den. Timosjenkos ry er blakket, og det er tvivlsomt, om Ukraine vil stå samlet bag hende, blandt andet fordi hun ikke leverede det, hun lovede under Den Orange Revolution,« siger Amanda Paul til Berlingske.

Rusland er positiv

Fra Rusland lyder det omvendt, at Julia Timosjenko vil kunne skabe stabilitet i Ukraine. Det selv om hun ikke bare går ind for en associeringsaftale med EU, men også ukrainsk medlemskab af EU. I sin tale på Maidan-pladsen forudså hun et snarligt EU-medlemskab, hvilket presser EU-kredsen, hvor en række vesteuropæiske lande er skeptiske over for at stille Ukraine medlemskab i udsigt.

Julia Timosjenko, der i Ukraine både har øgenavnene »Julia Bulldozer« og »gasprinsessen«, tjente som forretningskvinde en formue i energibranchen, før hun blev en vigtig del af den demokratiske Orange Revolution i 2004. Som energiminister stod hun i spidsen for en privatisering af energiforsyningen og et omstridt salg af naturgas til Rusland. I 2011 blev hun idømt syv års fængsel for magtmisbrug i en internationalt stærkt kritiseret retssag. Mange forventer, at Timosjenko går efter præsidentposten ved valget den 25. maj, hvilket hun dog selv har afvist.

Den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, der deltog i den europæiske fredsmission i Kiev i sidste uge, vurderer dog, at ukrainerne vil have en ny start med nye ledere.

»Min fornemmelse er, at Maidan vil have en ny klasse af mennesker, rene mennesker. En del af denne bevægelse var rettet imod kleptokrati,« siger den polske udenrigsminister til TV-stationen CNN.