Skarp kritik af to kinesiske retssager

To politiske retssager får menneskeretsorganisationer til at lange kraftigt ud efter Kina.

Vrede muslimske kvinder demonstrerer i Xinjiang-provinsens hovedstad, Urumqi.  Indtil nu  er der afsagt 12 dødsdomme i kølvandet på sommerens voldsomme uroligheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER PARKS

En tidligere professor, der opfordrede til demokratiske valg, og som ofte kritiserede den kinesiske regering, er blevet dømt til ti års fængsel for »omvæltning af staten.«

Det oplyser den amerikanske menneskeretsgruppe Human Rights In China (HRIC).

Den nu 41-årige Guo Quan var leder af Kinas Nye Demokratiske Parti, som han selv påstod havde over 40 millioner medlemmer. Han stiftede partiet i 2007, men blev anholdt i november 2008. Først i fredags faldt der dom i sagen.

Der er flere politiske partier i Kina. Men de er uden indflydelse. Det er Kinas kommunistparti, som reelt sidder på magten, og det tillader ikke andre partier, der kan udfordre deres magt.

HRIC har kritiseret dommen på grund af den lange behandlingstid - og dernæst på grund af anklagen om »omvæltning af staten.« Det er en anklage, som ofte bliver brugt i politiske sager, og som flere andre kritikere også kalder for en gummiparagraf.

De seneste dage er Kina også blevet kraftigt kritiseret for en anden retssag, hvor 21 personer i sidste uge blev dømt for deres medvirken under urolighederne i Xinjiang-provinsen.

Uroen mellem det muslimske mindretal uighurerne og han-kineserne brød ud den 5. juli. Officielt blev 197 personer dræbt og over 1.600 såret.

 

12 dømt til døden

 

 

I alt blev 12 personer dømt til døden. Fire blev idømt livsvarigt fængsel. Og fem personer blev idømt forskellige fængselsstraffe.

 

 

Blandt andre har den amerikansk menneskeretsgruppe Human Rights Watch (HRW) kritiseret retssagen for at være politisk og for at ligge langt under internationale juridiske standarder.

HRW beskylder også myndighederne for at skræmme forsvarsadvokater væk fra sagen. Advokaten Li Fangping, der er kendt for at tage politisk følsomme sager, har tidligere sagt, at myndighederne har »bedt advokater om at være varsomme med at acceptere denne slags sager.«

De kinesiske myndigheder afviser kritikken:

»Udenlandske regeringer og organisationer har ingen ret til at blande sig,« stod der lørdag i en artikel fra det officielle nyhedsbureau Xinhua, som siger, at sagen blev gennemført i henhold til den lovgivning.