Skandaleramt fransk udenrigsminister går af

Frankrigs udenrigsminister træder tilbage efter kritik af hendes kontakt til Tunesiens nu afsatte regime.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frankrigs udskældte udenrigsminister, Michele Alliot-Marie, har indgivet sin afskedsbegæring til præsident Nicolas Sarkozy.

Udenrigsministerens afgang kommer efter flere ugers kritik af hendes forhold til Tunesiens nu afsatte styre under præsident Zine al-Abidine Ben Ali.

Alliot-Marie understreger, at hun ikke har gjort noget forkert, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

- Selv om jeg ikke føler, at jeg har gjort noget forkert, har jeg besluttet at forlade min post som udenrigsminister, skriver hun i sit afskedsbrev til Sarkozy, som AFP har set.

- I flere uger har jeg været mål for politiske angreb, skriver Alliot-Marie og kritiserer også medierne, der ifølge hende har viderebragt halve sandheder og "generaliseringer".

Alliot-Marie har i de seneste uger været kraftigt kritiseret for sine kontroversielle bånd til Tunesien.

Taburetten begyndte for alvor at vakle under hende, efter hun tilbød det tunesiske styre, at Frankrig kunne hjælpe landets sikkerhedsstyrker med at kvæle det folkelige oprør.

Siden har der været kritik af, at hun holdt ferie i Tunesien, samtidig med at den folkelige opstand tog fart.

Under ferien benyttede hun et privatfly, der er ejet af en forretningsmand tæt på Ben Ali.

Stillet over for kritikken svarede hun dengang, at "når jeg er på ferie, er jeg ikke udenrigsminister".

Alliot-Marie afløses på posten af forsvarsminister Alain Juppe, der i 1990'erne var premierminister og udenrigsminister.

/ritzau/AFP