Danskere kan snart rejse ud i Europa igen. Men der vil næppe blive åbnet fuldt til den svenske naboregion Skåne.
Torsdag offentliggør Udenrigsministeriet de nye rejsevejledninger og grænseregler, som vil bygge på antallet af smittede i de enkelte lande.
For at der kan åbnes for ind- og udrejse til et land, skal landet maksimalt registrere 20 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. uge.
Det medfører, at der ikke vil blive åbnet til Sverige. Smitteniveauet på landsplan er mange gange for højt.
Men da regeringen præsenterede kriterierne, åbnede den for, at der kan tillades fri ind- og udrejse til enkelte svenske regioner, hvor smitteniveauet er lavere end 20 tilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. uge.
Da regeringen fortalte om planerne onsdag i sidste uge, betød de regler, at det aktuelt så ud til at være muligt at åbne til Skåne samt Sörmland og Västerbotten.
Men nu viser nye smittetal fra Region Skåne umiddelbart, at antallet af nysmittede er for højt til, at naboregionen lever op til kravene. I uge 25 – 15. juni til 21. juni – blev der registreret 419 tilfælde. Det svarer til 29,3 nye smittede pr. 100.000 indbyggere. Ugen forinden blev der registreret 22 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.
Uge for uge bliver der taget flere test i Skåne, hvilket formentlig også vil medføre, at der findes flere smittede.
Lige nu er Västerbotten i det nordlige Sverige den eneste svenske region, der lever op til de danske krav.
Særregler for Skåne
Hvis ikke Skåne lever op til kriterierne, vil det betyde, at danskere efter 27. juni – hvor de ændrede rejsevejledninger træder i kraft – stadig vil blive frarådet ikke-nødvendige rejser til Skåne. Det vil dermed også forventes, at man går 14 dage i karantæne ved hjemkomst efter et besøg i Skåne.
Desuden vil det ikke umiddelbart blive nemt for skåninger at rejse på ferie i Danmark. Der gælder dog særregler for personer med bopæl i Skåne såvel som Halland og Blekinge:
Selv om disse regioner ikke opfylder kriterierne, kan beboerne få lov til at rejse ind i Danmark, hvis de fremviser en negativ covid-19-test, der maksimalt er 72 timer gammel.
Portugal og Sverige i karantæne-zonen
Ifølge de seneste tal fra European Centers for Disease Control (ECDC) er det stadig kun Portugal og Sverige, der registrerer for mange smittede til, at de kan komme med i den danske grænseåbning til en lang række europæiske lande.
Det er dog først torsdag, at den officielle liste af lande sammensættes. Smittekriterierne suppleres med et kriterium, der bygger på, hvor grundigt og præcist de andre lande tester. Det er stadig uvist, hvordan det kriterium nøjagtigt bliver udformet.
Når først et land er blevet kategoriseret som »åbent«, skal der være 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, inden landet bliver til et »karantæneland«.
Omvendt skal et land, der først bliver kategoriseret som »karantæneland« ned under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, inden det kan åbnes.
Tidligere fremgik det, at smittetallet for uge 25 i Skåne var 31 nysmittede per 100.000 indbyggere. Det byggede på Berlingskes egne beregninger. Region Skåne skriver, at de selv har beregnet tallet til 29,3. Det er ændret i artiklen.