Skåne bekræfter første tilfælde af coronavirus

Ni personer i Sverige er tirsdag konstateret smittet med coronavirus, heriblandt en 25-årig mand fra Skåne.

Det første tilfælde af coronavirus er konstateret i Skåne. Det er ét af i alt ni nye tilfælde i Sverige tirsdag. Dermed er nu 24 personer i Sverige smittet med virusset.

Region Skåne oplyste mandag, at en person foreløbig var testet positiv for virusset. Det er blevet bekræftet tirsdag med en ny prøve.

Den smittede i Skåne er en 25-årig mand, som er blevet smittet på en rejse til Norditalien, hvor over 2000 personer er blevet smittet.

Det oplyses umiddelbart ikke, hvor i Skåne manden er fra.

Han er indlagt på et isoleret værelse på infektionsklinikken på Skånes universitetssygehus, oplyser læge Eva Melander på et pressemøde.

Ud over i Skåne er der også nye smittede i Jønkøping, i Stockholmsområdet og i Gøteborgområdet.

Mandag hævede Sverige risikoniveauet for at blive smittet fra lav til middel.

/ritzau/TT