De har mistet deres hjem og har i al hast måttet lade sig evakuere. 

Nu har flere af indbyggerne vendt deres frustration mod Vladimir Putin. 

Natten til lørdag brød en stor flod i Uralbjergene i Rusland gennem en dæmning og oversvømmede tusindvis af huse.

Oversvømmelserne er gået hårdest ud over indbyggerne i Orsk, der ligger tæt på den kollapsede dæmning, som Uralfloden brød igennem.

Flere end 10.400 hjem stod ifølge nyhedsbureauet Ria mandag under vand – 6.000 personer i Orsk er blevet evakueret.

Den kritiske situation har fået demonstranter til at samle sig foran administrationsbygningen i Orsk, skriver det statsdrevne russiske nyhedsbureau TASS. 

Her skal demonstranterne blandt andet have råbt »Putin, hjælp os« og »skam jer«.

Flere af indbyggerne er utilfredse med den kompensation, myndighederne har tilbudt dem, hvis ejendomme er blevet ødelagt eller svært beskadiget af oversvømmelserne.

Desuden er der utilfredshed med, at dæmningen, der blev bygget i 2010, ikke kunne holde vand.

Mindst 100 russere deltog i demonstrationerne, skriver Ritzau.

Rusland har erklæret undtagelsestilstand i regionen Orenburg, som Orsk ligger i.

Guvernør fordømmer protester

Guvernøren i Orenburg, Denis Pasler, talte i løbet af mandag med en gruppe af indbyggere og sagde, at det var nemt at pege fingre ad andre, og at mange har hjulpet til med oversvømmelserne og opført sig som patrioter.

»Midt i alle problemerne er der andre, som er begyndt at vise sig,« lød det fra Pasler med henvisning til demonstranterne.

Anklagemyndigheden i regionen advarede mandag indbyggere mod at deltage i større forsamlinger.

»Vær opmærksom på, at sådanne større forsamlinger ikke er godkendte af myndighederne,« lød det.

Oversvømmelserne er gået hårdest ud over indbyggerne i Orsk, der ligger tæt på den kollapsede dæmning, som Uralfloden brød igennem. Vandstanden stiger fortsat, og hovedbyen Orenburg er også truet af den alarmerende situation. Anatoliy Zhdanov/AFP/Ritzau Scanpix

Orsk ligger omkring 1.800 kilometer øst for hovedstaden Moskva og tæt på Uralfloden, der er en af Europas længste floder.

Over 10.400 huse på tværs af Rusland er blevet ramt af oversvømmelserne – i særdeleshed i Uralbjergene, Sibirien, regionen Volga og andre i den centrale del af landet.

Borgmesteren i Orenburg, den største by i regionen af samme navn, har udtalt, at det forventes, at Uralfloden slår sin hidtidige rekord på en dybde på 8,93 meter og rammer 9,46 meter.

Vladimir Putin har beordret guvernørerne i de sibirske regioner Tjumen og Kurgan til at »forberede sig på en voldsom stigning i vandstanden« og »uundgåelige« oversvømmelser, har hans talsmand, Dmitrij Peskov, fortalt russiske medier.

En efterforskning af brud på sikkerhedsreglerne skal nu klarlægge, hvad der skete ved dæmningen, skriver The Guardian. Ifølge anklagerne er den ikke blevet vedligeholdt ordentligt.