I løbet af natten har Israel ifølge landet selv sendt omtrent 450 bomber ned over Gaza.
I går var al telekommunikation nede inde i Gaza, men nu er det atter oppe at køre. Situationen er dog stadig voldsom.
Hvad er den seneste udvikling?
Irans præsident, Ebrahim Raisi, advarer på det sociale medie X om, at Israel har krydset »de røde linjer«, og det kan »tvinge alle til at gribe til handling«. Irans politiske og militære ledelse har flere gange tidligere rettet advarsler mod Israel og USA, siden den palæstinensiske Hamas-bevægelse angreb Israel 7. oktober.
Tusindvis af mennesker er søndag morgen brudt ind i FNs varehuse og nødhjælpscentre i de midterste og sydlige dele af Gaza. Det skriver FNs hjælpeorganisation i de palæstinensiske områder, UNRWA, i en pressemeddelelse.
»Det er et foruroligende tegn på, at civil orden er begyndt at bryde sammen efter tre uger med krig og en hård belejring af Gaza. Folk er bange, frustrerede og desperate,« uddyber Thomas White, direktør for UNRWA i Gaza i pressemeddelelsen.Søndag berettede Palæstinensisk Røde Halvmåne – en søsterorganisation til Røde Kors – at de israelske myndigheder har opfordret til, at Al-Quds-hospitalet i Gaza omgående bliver evakueret. Det gjorde generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom, »dybt bekymret«.
»Vi gentager – det er umuligt at evakuere hospitaler fulde af patienter uden at sætte liv på spil,« skrev Tedros Adhanom på X.
Ifølge Jakob Rømer Barfod, der er major og ph.d. i militær ledelse ved Forsvarsakademiet, er der tale om en mildest talt kaotisk situation i Gaza.
Det gælder for begge parter af konflikten og ikke mindst for civilbefolkningen i Gaza, siger han.
Mens Israel fortsat bomber løs, gik de for et par dage siden ind i Gaza til lands.
»Den første fase har været opbygning og mobilisering af styrkerne. Samtidig med det har man mobiliseret området. Nu er enhederne klar. Og nu ser Israel sig nødsaget til at gå ind på landjorden med tropper for at fuldende det politiske mål, der er om at slå alle 15.000 Hamas-krigere ihjel,« siger Jakob Rømer.
Der er endnu ikke tale om nogen storstilet landinvasion, men ifølge Jakob Rømer Barfod kan en sådan meget vel være lige om hjørnet.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde da også lørdag, at krigen nu går ind i sin anden fase, hvor Hamas skal udryddes, og de omtrent 230 israelske gidsler taget af Hamas befries.
Hvis Israel er heldige, har de allerede slået så mange Hamas-krigere ihjel, at de møder minimal modstand og derfor kan fordrive eller udrydde Hamas i området.
»Så er spørgsmålet blot, om Hamas kommer igen om et halvt eller et helt år, og hvordan man så skaber en varig løsning i området,« siger Jakob Rømer.
Hvad kan gå galt?
»En hel del« er det korte svar.
For måske har Israels tusindvis af bomber fået Hamas både fysisk og moralsk ned med nakken.
Men der er også en anden mulighed:
»At Hamas har siddet nede i tunnelerne, hvorfra de så bare kommer frem, når røgen fra Israels bomber er væk. Og måske er deres had, indædthed og kampvilje bare blevet større og større for hver bombe, der er faldet,« siger Jakob Rømer Barfod.
Derudover kan Hamas have fået hjælp og mere ammunition fra dem, der nu hjælper dem – måske Iran, mener Jakob Rømer.
Tabstal:
Israel: Over 1.400 blev dræbt i terrorangrebet 7. oktober, og over 1.000 af dem var civile. Det er uklart, hvor mange israelske soldater der er døde i de efterfølgende stridigheder. Ifølge officielle tal holdes 233 som gidsler i Gaza, heriblandt adskillige små børn.
Gaza: Ifølge det af Hamas styrede sundhedsministerium i Gaza er 8.005 mennesker blevet dræbt i Gaza siden krigens udbrud 7. oktober, skriver nyhedsbureauet AFP lørdag. Det er cirka 300 personer flere end i går fredag, hvor tallet ifølge samme kilde var 7.703. Ydermere lyder det, at 20.242 er såret.
Vestbredden: Ifølge sundhedsmyndighederne på Vestbredden er mere end 100 palæstinensere dræbt af israelske soldater og bosættere siden 7. oktober.
Berlingske kan ikke uafhængigt bekræfte tallene. Israel er demokratisk med en kritisk offentlighed, men pressen er underlagt militærcensur. Gaza har ingen fri presse, regeres af terrorlistede Hamas, og udenlandske medier har svært ved at rapportere derindefra.
Særligt tabstal fra Gazas sundhedsministerium, som er underlagt Hamas, er omdiskuterede. Den amerikanske præsident, Joe Biden, har gjort klart, at han ikke tror på tallene, imens ngo’en Human Rights Watch på baggrund af egne tjek opfatter dem som troværdige.