Sisyfos eller mirakelmager? Ny gældskrise truer Tsipras i horisonten

Grækenland fik natten til onsdag en aftale med de øvrige eurolande, som forhindrer en ny sommer med lukkede banker og kaos. Men aftalen løser ikke landets gældsproblem, og spørgsmålet er, hvor længe Tsipras holder fast i den hårde reformkurs.

Natten til onsdag i denne uge blev Alexis Tsipras belønnet af eurolandene for reformerne. Alt tyder nu på, at de vil udbetale de næste milliardlån, så Tsipras kan styre fri af en gentagelse af sidste års skrækkelige græske sommer med lukkede banker og reel tvivl om lønudbetalinger til offentligt ansatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS

BRUXELLES: Alexis Tsipras er blevet god til at tælle til 153. Rigtig god.

Også når der bliver råbt og skreget efter ham i det græske parlament, fordi han på trods af at være erklæret stærkt venstreorienteret gennemfører den ene hårde økonomiske reform efter den anden.

Tsipras affejer som regel kritikken med sit karakteristiske smil, og hver gang ender 153 af parlamentets 300 medlemmer med at stemme for Tsipras’ hestekur. Sådan er det i hvert fald gået hidtil.

Natten til onsdag i denne uge blev han så belønnet af eurolandene for reformerne. Alt tyder nu på, at de vil udbetale de næste milliardlån, så Tsipras kan styre fri af en gentagelse af sidste års skrækkelige græske sommer med lukkede banker og reel tvivl om lønudbetalinger til offentligt ansatte.

Men aftalen med eurolandene løser ikke de græske problemer. Der er tale om en aftale, som køber mere tid, mens håbet så er, at reformerne leverer økonomiske mirakler, samt at eurolandene og Den Internationale Valutafond (IMF) kan blive enige om en form for lettelse af de græske gældsbetingelser.

Samtidig vil Tsipras være tvunget til at fortsætte reformkursen. Det er allerede aftalt, hvilke yderligere reformer der skal gennemføres, hvis det økonomiske mirakel udebliver. Og nok så vigtigt skal Tsipras også føre de vedtagede reformer ud i livet.

Én ting har været demonstrationerne foran det græske parlament og råbene efter Tsipras indenfor, når reformerne er blevet vedtaget. Noget helt andet er at implementere dem. At skære i de offentlige pensioner og hæve skatter og moms, som rammer rigtig mange af Tsipras’ kernevælgere.

Fra rebel til reformer

Da den nu 41-årige premierminister vandt regeringsmagten i begyndelsen af 2015 skete det ellers netop på baggrund af en protest mod reformkravene fra eurolandene, som siden 2010 har været en betingelse for at yde Grækenland nødvendige milliardlån.

Tsipras lovede et opgør med det europæiske diktat om nedskæringer, som ifølge den stærkt venstreorienterede regeringschef betød, at den græske økonomi aldrig ville kunne rejse sig.

Gennem måneder holdt Tsipras og den karismatiske eks-finansminister, Yanis Varoufakis, fast i en hård konfrontationskurs over for de øvrige eurolande anført af Tyskland. Og netop som en aftale sidste sommer var tæt på at være i hus, rev Tsipras tæppet væk og udskrev en højst overraskende folkeafstemning om de europæiske sparekrav.

Tsipras anbefalede et »nej« og blev tiljublet af titusindvis på den centrale Syntagma-plads i Athen. Med lukkede banker, en lukket børs og et græsk euroexit som en helt reel trussel vendte Tsipras dog på en tallerken i de efterfølgende dage og gik alligevel med til en ny aftale med eurolandene, som stort set indeholdt de samme reformer. Det endte i stedet med et exit til Varoufakis som finansminister.

Overleveren Tsipras udskrev nyvalg, og det lykkedes at overbevise vælgerne om, at der ingen vej var uden om reformerne, selv om Tsipras offentligt fastholdt, at han ikke troede på dem. Og siden har han fortsat reformkursen. Da de seneste af slagsen blev vedtaget i parlamentet i denne måned, besvarede premierministeren ifølge avisen the Guardian kritikken med disse ord:

»Vi er fast besluttet på at holde Grækenland på begge ben, hvad end det kræver.«

Sisyfosarbejde

Men om Grækenland og Tsipras kan blive stående oprejst, er fortsat tvivlsomt, fordi det på mange måder er et sisyfosarbejde, som Tsipras er på med den græske gæld.

Foreløbigt har Grækenland lånt svimlende 1.845 milliarder kroner af eurolandene, og landets samlede gæld lyder på 2.390 mia. kr. Gælden overstiger dermed hele det danske bruttonationalprodukt og svarer til så meget som 180 procent af det græske bruttonationalprodukt.

Eller sagt på en anden måde: Det vil tage Grækenland minimum fem årtier at betale pengene tilbage, hvis det overhovedet nogensinde kan lade sig gøre.

Gælden står ifølge IMF og Grækenland i vejen for, at landet nogensinde kan rejse sig, og der er derfor brug for en form for gældslettelse. Grækenland vil af indlysende grunde helst have en decideret gældseftergivelse, hvor eurolandene slår en streg over en del af gælden, præcis som de private investorer måtte gøre med græsk gæld tilbage i 2011, men det har eurolandene kategorisk afvist.

I stedet diskuterer Grækenland, de øvrige eurolande og IMF derfor, hvordan gældsbyrden kan lettes ved at sænke renteniveauet og forlænge lånenes løbetid. Tiltag som et loft over rentebetalingerne, eller at eurolandene køber den gæld med en relativ høj rente, som Grækenland har til IMF, er også på bordet. Men om det kan blive til en gældslettelse, der for alvor batter for Grækenland, er tvivlsomt, og under alle omstændigheder bliver det først fra 2018, da Tyskland ikke vil diskutere det før forbundsdagsvalget i efteråret 2017.

Lige nu har Grækenland derfor med jævne mellemrum brug for nye milliardlån for at kunne betale tidligere lån fra hjælpepakkerne i 2010 og 2012 tilbage.

Hver gang skal Grækenland gennem nye opslidende forhandlinger med eurolandene og IMF, og så snart forhandlingerne er afsluttede, kan nye begynde.

Som i myten om Sisyfos, der til evig tid måtte trille en kæmpemæssig sten op ad en bakke for så at begynde forfra igen, når den trillede ned.

Urealistiske forhåbninger

Håbet er selvfølgelig, at de barske reformer giver resultater i form af overskud på de græske budgetter og vækst, der kan give midler til at betale gælden tilbage. Men efter seks års hestekur er forventningerne til den græske økonomi fortsat yderst begrænsede hos de fleste, og gælden har de seneste tre år ligget konstant omkring de svimlende 180 procent af bruttonationalproduktet.

Eurolandene og IMF er mildest talt vildt uenige om effekten af de vedtagede reformer. Aftalen natten til onsdag køber tid, men ændrer ikke de dystre udsigter for Grækenland.

Spørgsmålet er så, hvor længe Tsipras kan sikre opbakning til den hestekur, han oprindeligt kæmpede imod. Både i parlamentet og i befolkningen.

Ifølge meningsmålinger ville han tabe regeringsmagten, hvis der var valg nu, og ud over det økonomiske morads skal han samtidig håndtere en krise med flere end 50.000 strandede flygtninge og migranter i Grækenland. Et antal, der i øvrigt fortsat stiger trods EUs flygtningeaftale med Tyrkiet.

Ganske vist ankommer der kun ganske få flygtninge og migranter til Grækenland nu, men endnu færre sendes foreløbigt retur.

Fredag kom Ruslands præsident, Vladimir Putin, så på besøg hos Tsipras i Athen. Det er tredje gang, at de to mødes i løbet af halvandet år, og Putin understregede på forhånd de nære bånd mellem de to lande – og mellem Putin og Tsipras personligt – i avisen Kathimerini. Både den ortodokse, kristne kirke og viljen til samarbejde gør Grækenland til Ruslands »vigtige partner i Europa«.

Resten af EU står hårdt på at forlænge de økonomiske sanktioner over for Rusland, og Tsipras’ flirt med Putin har tidligere skabt bekymring, om end Tsipras foreløbigt har bakket op om sanktionerne.

Så længe samtlige 153 parlamentsmedlemmer fra de to græske regeringspartier støtter Tsipras og reformkursen, kan nye aftaler med eurolandene sandsynligvis holde ham ved magten.

Og spørgsmålet er, om ikke det i virkeligheden er det vigtigste for Tsipras, der har vist sig yderst pragmatisk i sin fortolkning af venstrefløjens principper.

Men hvis det økonomiske mirakel udebliver, kan det blive svært at beholde magten, og gældskrisen er med stor sikkerhed tilbage om et halvt år, når Tsipras og Grækenland igen har brug for nye lån.