Sikkerhedsråd godkender Darfur-styrke

Sikkerhedsrådet i New York vedtog tirsdag en resolution, der baner vejen for indsættelsen af 26.000 soldater og politifolk i Sudans Darfur-region.

FN's Sikkerhedsråd besluttede enstemmigt tirsdag at give grønt lys for indsættelsen af en styrke bestående af soldater fra FN og Den Afrikanske Union (AU) i Sudans krigshærgede Darfur-region.

Resolution 1969, der er fremsat i fællesskab af Belgien, Congo, Frankrig, Italien, Peru, Slovakiet og Storbritannien, giver mandat til indsættelsen af en 26.000 mand stor styrke, der får navnet UNAMID. Den ny styrke skal overtage opgaverne i Darfur efter 7000 dårligt udrustede soldater fra en række afrikanske lande.

Den ny styrke ventes at ville koste over 2,1 millioner dollar det første år. Dens opgave bliver at standse kampene i Darfur, hvor anslået 200.000 mennesker er blevet dræbt og flere end 2,1 millioner fordrevet i løbet af de seneste fire år.

/ritzau/