Sikkerhedskrise overskygger rekordordre hos flyproducenten Boeing
I december blev rekordmange fly af typen Boeing 737 Max bestilt. Flytypen er nu ramt af ny krise.
I december blev rekordmange fly af typen Boeing 737 Max bestilt. Flytypen er nu ramt af ny krise.
Boeing 737 Max-flyvemaskiner har både givet anledning til jubel og panderynker hos selskabet bag de seneste dage.
For mens det igen befinder sig i søgelyset på grund af sikkerhedsproblemer, var det samtidig grunden til, at Boeing sluttede 2023 af med en rekordstor ordreindgang.
Det skriver mediet Bloomberg ifølge MarketWire.
Sammenlagt blev 371 fly på tværs af selskabets produktlinjer bestilt i december. Af dem var 301 af typen 737 Max.
Sådan en præstation følges typisk op af jubel på direktionsgangene, men det modsatte har formodentlig været tilfældet.
Flytypen 737 Max 9 var nemlig lige efter nytår involveret i en episode, hvor et vinduespanel kort efter afgang blæste ud og efterlod et stort hul i siden af flyet.
Det havde kurs mod byen Ontario i Californien og befandt sig på det tidspunkt i 4800 meters højde, har Reuters tidligere skrevet.
Det førte umiddelbart efter til et flyveforbud for 171 Boeing-fly i USA, som først skal undersøges for mulige tekniske fejl, inden de kan sendes på vingerne igen.
Luftfartsselskabet United Airlines har under flere inspektioner fundet løse bolte på dørene på sine egne 737 Max-fly.
I mellemtiden har de amerikanske luftfartsmyndigheder planer om at undersøge fremstillingsprocessen, når flyene samles hos Boeing.
Ron Epstein, der er analytiker hos Bank of America, siger til Bloomberg, at han ser den seneste hændelsen som en udhuling af den skrøbelig tillid, der er blevet bygget op om netop dette fly.
- Efter vores mening er Boeing nødt til at træde varsomt og forsigtigt gennem dette potentielle omdømmeminefelt, siger han.
Der har nemlig tidligere været sikkerhedsproblemer med flytypen.
Efter to flystyrt i henholdsvis Indonesien i 2018 og i Etiopien i 2019 fik flyene startforbud i en lang række lande. Ulykkerne kostede 346 menneskeliv.
Boeing forbedrede flyets software og udbedrede en fejl i en udvendig sensor. Dermed blev startforbuddet ophævet 20 måneder senere.
Undersøgelser viste imidlertid, at den amerikanske flyproducent havde forsøgt at dække over visse fejl og mangler i forbindelse med den oprindelige certificering af flyet.
I den forbindelse indgik Boeing et forlig, hvor selskabet betalte 2,5 milliarder dollar i bøder og kompensationer til de efterladte til ofrene i de to flystyrt. Beløbet svarer til omkring 17 milliarder kroner.
/ritzau/