Blandt de mange triste skæbner i Junglen i Calais ser Sharif Ahamdard ud til at være en af de få heldige. Franske myndigheder er i færd med at fjerne den store teltlejr kaldet Junglen, hvor op til 10.000 asylsøgere og illegale immigranter uden reelt håb om asyl havde slået sig ned ved den franske havneby Calais.

Den unge afghaner står afslappet sammen med nogle venner ved et hegn nær et jernbane­spor. Foran dem maser en stor gruppe voksne utålmodigt på for at komme ind i den hal, hvor de vil blive registreret og efterfølgende kørt i bus til mindre modtagelsescentre. Mange nævner Paris som næste destination, men det virker ikke sandsynligt, når centrene er indrettet i barakker, tomme hospitalsbygninger og vintertomme turistområder ud over Frankrig.

Reelt ved de fleste stort set intet om, hvad fremtiden nu bringer – ud over at håbet om at komme til Storbritannien er blevet slukket eller som minimum skubbet et godt stykke ud i fremtiden. For Ahamdard er drømmen derimod snublende tæt på at blive til virkelighed:

»Det er sket. Jeg venter på, at de råber mit navn op, og så vil vi blive kørt til London. Det skulle ske i dag, men jeg føler mig ikke sikker, før jeg er fremme.«

Aharmdard oplyser, at han er 15 år. »15 1/2« retter han det til. Han kunne være ældre, men det er svært at afgøre. I Storbritannien har der de seneste dage været voldsom debat om, at mange af de »uledsagede flygtningebørn« reelt er voksne. Et forslag om at aldersbestemme ud fra tænderne blev mødt med bestyrtelse fra flere sider, men debatten kan ikke bekymre Aharmdard. Han er blevet udvalgt og godkendt og har en slægtning ventende i London:

»Jeg har lige talt med min onkel. Han venter på mig og er meget glad for, at jeg kommer.«

Som et led i rydningen af Junglen i Calais har den britiske regering lovet at modtage op imod 600 børn og unge, der bliver vurderet som de mest sårbare eller har familie i Storbritannien. Briterne har også ydet et stort million­beløb og betalt for sikkerhedsforanstaltninger. Aktionen er blevet fulgt tæt af britiske politikere og medier, og for briterne er det afgørende, at aktionen sætter en stopper for strømmen af immigranter uden reelt asylhåb, men med en drøm om at komme over Kanalen.

Grænsekontrol til England

Tidligere er andre »jungler« blevet ryddet og modtagelsescentre nedlagt, men hver gang er der efter et stykke tid dukket endnu flere flygtninge og migranter op i Calais – især fra lande som Afghanistan, Nord- og Sydsudan, Eri­trea, Syrien, Pakistan og Irak, der med alle midler har forsøgt at snige sig om bord på køre­tøjer og færger med kurs mod den engelske kyst.

Skiftende franske regeringer har holdt fast i den indenrigspolitisk kontroversielle Le Touquet-traktat, hvor britisk paskontrol kan afvise indrejsende ved en fremskudt grænse på fransk jord i Calais. Efter Brexit-afstemningen viser fransk pres på aftalen dog, at den politiske balance i Europa er blevet forrykket. Den franske højrefløj har gjort situationen i Calais til et centralt emne op til det franske præsidentvalg, og den ledende kandidat, Alain Juppé, erklærede for nylig i et interview med The Guardian, at det er uacceptabelt, at briterne placerer ansvaret for asylsøgere i Frankrig.

»Vi kan ikke tolerere det, der foregår i Calais. Det giver et ødelæggende indtryk af vores land, og det har ekstremt alvorlige økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser for befolkningen i Calais,« sagde Juppé til avisen.

Det er mange lokale enige i. En cafeejer nær Junglen erklærer med en håndbevægelse op til panden og himmelvendte øjne, at byen er ved at drukne i de problemer, som konflikter i verden, politikeres aftaler og drømmen om Storbritannien har påført dem.

»Vi har levet med det her i 20 år, og vi har fået mere end nok. Jeg håber, at der nu kommer en permanent løsning, hvor man forhindrer, at nye lejre kan opstå,« siger cafeejeren.

Andre fortæller, at strømmen af turister er tørret ud. Og den franske regerings aktion gør ikke nødvendigvis situationen mindre politisk betændt, for i flere franske byer med modtagelsescentre er der voldsom modstand mod at tage imod busserne fra Calais.

Frankrigs socialistiske præsident, Francois Hollande, har lovet at fastholde aftalen med briterne, men har krævet, at briterne påtager sig en større del af ansvaret. Iagttagere påpeger, at den britiske regering kan få svært ved dette, fordi EU-afstemningen i høj grad blev afgjort på slogans om at »få kontrol med egne grænser« og om at »begrænse indvandring«.

For premierminister Theresa May vil det derfor være så godt som umuligt at forpligte sig til at modtage et større antal asylansøgere, ligesom hun samtidig via britiske medier har »afvist« at droppe den fremskudte grænse. Hvad, briterne så kan tilbyde, er uvist. Men sikkert er det, at en ukontrollabel flygtningebølge på vej mod de engelske kyster og en alvorlig konflikt med Frankrig under Brex­it-­for­handlingerne vil være Mays værste mareridt.

Meget vil blive afgjort af de resignerede beboere på vej væk fra Junglen i Calais – og af dem, der i Nordafrika er på vej nordpå. Nogle i Junglen fortæller Berlingske, at drømmen om Storbritannien er borte, og at de nu vil søge asyl i Frankrig. Den 26-årige afghaner Ahmed Ahamdzai siger med et beklagende smil, at han jo er for gammel til at komme over kanalen, selv om han har sin bror i London og en fætter og onkel i Birmingham.

»Det ville være godt at være 16-17 år, men nu vil jeg prøve at få papirerne i orden, så jeg kan leve og arbejde her,« siger Ahamdzai.

Som det efterhånden er velkendt, kan han remse en lang række lande op fra rejseruten: Iran, Tyrkiet, Ungarn, Italien og Frankrig. Han fortæller, at han på et tidspunkt tog fra Junglen og rejste gennem Danmark til Sverige og videre til Norge, hvor han dog ikke fik asyl.

»Så tog jeg tilbage hertil. Jeg har været af sted i halvandet år. Min bror og fætter kom på besøg for et par måneder siden. De sagde, at de ikke kan hjælpe mig, og at det nok vil være bedst at blive i Frankrig og se, hvad der sker.«

Andre smiler overbærende ved tanken om at skulle opgive håbet om at komme til Storbritannien – som de fire unge mænd fra Sudan, der sidder ved nogle af Junglens nu lukkede boder og cafeer og et næsten udslukt bål.

»Jeg er ikke bambino. Jeg er for gammel, så jeg kan ikke komme over nu, og politiet vil ikke tillade, at vi bliver her. Men så kommer vi tilbage i morgen eller i overmorgen eller en tredje dag,« siger en 20-årig mand, der kalder sig Muhamed Ali »ligesom bokseren«.

»Siden jeg var dreng, har jeg kun haft den tanke om England, England, England, og min bror er kommet over efter 14 måneder her.«

Den franske regering har bebudet, at der i den kommende tid vil være en massiv tilstedeværelse af politi i Calais, og at dette vil forhindre nye »jungler« i at opstå.

Alligevel kan britiske medier rapportere, at der allerede er en voksende forretning for menneskesmuglere med ruter fra en række andre havnebyer i Frankrig, Belgien og Holland, og at menneskesmuglerne ofte benytter mindre både, som sejler over Kanalen til små, britiske havne uden større overvågning.

Men den store teltlejr i Calais som symbolet på drømmen om Storbritannien er snart væk.