De sidste af de vandrere, der i weekenden blev fanget på den tibetanske side af Mount Everest som følge af en voldsom og uventet snestorm, er tirsdag blevet reddet ned fra bjerget.

Det oplyser myndigheder i området natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er en af de største eftersøgnings- og redningsaktioner i regionen afsluttet.

Det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua rapporterede tidligere tirsdag, at 580 vandrere sammen med 300 lokale guider, førere af yakokser og øvrigt støttepersonale var kommet ned fra bjerget og ankommet til redningsbyen Qudang.

På samme tidspunkt lød det, at en mindre gruppe på ti vandrere, der var ledsaget af redningsarbejdere, endnu ikke var nået frem til redningsbyen. Men senere på tirsdagen skal alle de strandede vandrere have fundet en vej ned fra bjerget.

Mandag rapporterede den statslige kinesiske tv-station CCTV, at en vandrer havde mistet livet som følge af hypotermi og højdesyge. Det nævner ingen af de større internationale medier umiddelbart noget om natten til onsdag.

Et stort antal vandrere strandede i weekenden i mere end 4900 meters højde, efter at store snemængder havde blokeret ruterne op ad Mount Everests østlige skråninger.

Redningshold og flere hundrede lokale landsbybeboere blev indledende sendt ud for at hjælpe med at fjerne den sne, der havde fanget vandrere i området.

Snestormen ramte på et tidspunkt, der normalt er højsæson for turisme ved Mount Everest. Ifølge Reuters plejer himlen at klare op på denne tid af året.

Mount Everest, der er verdens højeste bjerg, er natten til onsdag fortsat midlertidigt lukket for offentligheden efter snestormen, rapporterer Xinhua.

Bjerget blev første gang officielt besteget i 1953 af Tenzing Norgay og Edmund Hillary. Siden da har mere end 6300 personer nået toppen af bjerget, mens 310 er omkommet.

Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Kina. I 2020 udsendte de to lande en fælles erklæring, hvor de satte højden af bjerget til 8848,86 meter.

I moderne tid deler man Mount Everest op i en forårs- og efterårssæson, som går fra henholdsvis april til maj og fra oktober til november, hvor flere hundrede begiver sig i kast med bjerget.

Der er to ruter på Mount Everest. En nordlig rute, som starter i Tibet, og en sydlig rute, der starter i Nepal.

/ritzau/