Sidste kapitel i Archer City

Andre byer i grebningen af prærien i Texas forsvinder, men Archer City holder fast takket været en umage redningsmand og hans hundredetusindvis af antikvariske bøger. Redningsmanden er imidlertid en kantet størrelse, og pludselig beslutter han sig for at lukke og slukke. Hvad så?

Larry McMurtry pakker bøger ud i sin antikvariske boghandel i Archer City, en Texas-flække med et enkelt lyskryds. Forfatteren til bl.a »Lonesome Dove« og filmmanuskriptet til »Brokeback Mountain« har truet med at lukke bogsalget, men fortsætter foreløbig. Foto: AP/Ralph Lauer Fold sammen
Læs mere

Livet er ikke for tøsedrenge, siger forfatteren Larry McMurtry, og livet i hans hjemby er tydeligvis ikke for tøsedrenge.

På vej hertil kom jeg gennem en by, som skulle have været en stor by. I 1902 forsøgte ejendomsspekulanter at lokke beboere til Geraldine.

»Kom til det forjættede land og få din andel af skattene,« hed det i annoncer. 8.000 mennesker kom, drømmene var så store som landet, og to år senere var det hele forbi. Byen var væk. Immigranter fra Luxemburg grundlagde en anden lille by – opkaldt efter deres hjemland – og det ville blive en mageløs by med dadelblommetræer og et kildespring, lovede de. I 1906 var den også væk.

Ikke så langt derfra ligger Archer City, og Archer City ligger der endnu. Ikke mageligt, ikke som byer, der har en organisk eksistens og altid synes at ville eksistere, nej, her skal kontrakten fornyes hver dag, og i en by med flere lukkede end åbne butikker, og med huse og mennesker, som hver for sig er godt oppe i årene, er det sin sag.

Så det var ganske forståeligt, at Archer City følte en kniv i hjertekulen, da Larry McMurtry meddelte, at han ville lukke sit bog-imperium.

Larry McMurtry kunne bo hvor som helst. Han er en af de største nulevende amerikanske forfattere, en blanding af James Michener og Marcel Proust, og hans arbejde har direkte eller indirekte vundet 13 Oscar-statuetter og en Pulitzer. Han skrev manuskriptet til »Brokeback Mountain,« han skrev »Lonesome Dove« og »Tid til Kærtegn,« han skrev de to bøger, der blev til storfilmene »Hud« og »The Last Picture Show,« og han behøver ikke bo her, på den sydligste ende af prærien og to timers kørsel nordvest for Dallas.

Her er intet af det, som han kerer sig om – muser, god mad og intellektuel stimulans – og her er meget lidt af det, som andre kerer sig om, dynamik og arbejdspladser.

Men takket være Larry McMurtry er der noget, som der ikke har været før, og som der ikke var, da han voksede op på sin fars kvægbrug i nærheden:

Bøger, masser af bøger, fire forretninger fyldt med bøger, en halv millioner bøger, og enhver kvægavlersøn kan nu gå ind fra gaden og stille sig foran noget, der for ham lige så godt kunne være den kinesiske mur af bøger.

I mange år var han byens store, men fortabte søn.

Familiebruget ligger 15 minutter herfra – her tumlede generationer af McMurtry-mænd med elementerne og med kvæg – men allerede som otte-årig vidste Larry, at han ville noget ganske andet. Som han senere forklarede: »Vi tror, at kvæget slaver for os, men det er i virkeligheden lige omvendt.« Han studerede engelsk, han blev lektor, og han blev forfatter, han rejste i vest, og han rejste i øst, han blev verdensberømt med »Lonesome Dove,« TV-serien af samme navn havde i USA samme effekt som »Matador« havde i Danmark, han fik en blodprop i hjertet, han overlevede, han fik depression, og en dag vendte han så tilbage til Archer City.

Hvorfor?

»Der er 10-12 bogbyer i verden. Den mest kendte er Hay-on-Wire i Wales. Jeg ville skabe en tilsvarende bogby,« har han forklaret til Los Angeles Times.

Men det er formentlig ikke hele forklaringen. Hvis man læser McMurtys bøger – bl.a. den semi-selvbiografiske »Walter Benjamin at the Dairy Queen« – står det klart, at han også føler en samhørighed med jorden. Når han beskriver forfatterne i London og New York, beskriver han dem på én og samme tid med jalousi og medynk. De har noget, som han ikke har, og de har mistet noget, som han stadig har.

»Hvor er det meget lettere at være forfatter og rasende i London og New York end i Archer City,« skriver han bl.a. I Archer City er man underlagt vilkårene, på godt og ondt, mens man i London og New York i det mindste føler, at man er vilkårenes herre.

Som hans redaktør har sagt til Entertainment Weekly:

»Han er som Tolstoj. Han skriver ikke udefra og ind; han skriver indefra og ud. Larry har en verden, som er hans og absolut hans. Han har en fornemmelse for det sted – en fornemmelse, som mange amerikanske forfattere aldrig får eller kerer sig om at få.«

Derfor er Larry McMurty nødt til at være i Archer City, om han vil eller ej, og det er en skrøbelig alliance.

Archer City befinder sig i grebningen af prærien, på det sted, hvor det belyste og tætbeboede Amerika giver op og forvandler sig til småklumper af bebyggelse, hvor regnen holder op med at falde, og afgrøderne skal pines frem med kunstvanding, og hvor der ganske simpelt ikke er plads til eksperimenter. Her bor 1.700 mennesker, og befolkningstallet har været nogenlunde stabilt i et par årtier, og stabilt er – på disse breddegrader – rigtig, rigtig godt. Ikke langt mod vest dør byerne og forsvinder i den tynde jord.

Hvis man vil spise ude, kan man spise hos Dairy Queen, en is- og grillbar, og hvis man vil have socialt samvær, så er der et par kvægavlerloger og en husmoderforening. Derudover er Archer City hurtigt overstået. Fem minutter – præcis fem minutter – tager det at køre gennem byen, lidt mere hvis byens ene lyskryds står på rødt. Så det er forståeligt, at kosmopolitten McMurtry betragter sig som en outsider og bliver betragtet som en outsider her.

Som byens borgmester, Max Wood, siger: »Jeg kender Larry. Vi er jævnaldrende, og han var altid noget af en enspænder. Han passer sig selv.«

Ingen i Archer City kommer hen og dunker McMurtry i ryggen, de fleste ved, at en firkant ikke har kanter nok til at beskrive hans personlighed, og at han skal have lov til at gå rundt og føle sig som en kunstner, der lider for sit engagement i kunsten.

Beboerne beskriver McMurtrys liv i Archer City som et regelmæssigt liv fordelt mellem tre lokaliteter: Hans palæ af et hus, bygget i præriestil af en oliebaron i 1920erne; hans boghandel; og Dairy Queen. Det er hans liv, og byens og hans interesser krydser for såvidt kun hinanden ét sted – i boghandlen Booked Up. Eller rettere – i boghandlerne. For i takt med, at McMurtry opkøber flere og flere samlinger af antikvariske bøger, har han også opkøbt flere bygninger. Hans imperium begyndte i, hvad der engang var en bilforhandlers udstilling og spreder sig nu over fire forretninger – bøger, bøger og flere bøger, som ifølge et skilt er systematiseret »arbitrært, impressionistisk og efter humøret.«

McMurtry har udelukkende kvalitetsbøger, og de eneste bøger, som han ikke har, er hans egne. Ikke af beskedenhed, men af praktisk-misantropiske grunde. »Så kunne jeg ikke lave andet end at signere dem – og tale om Lonesome Dove,« har han vrisset.

Hans boghandel er nu USAs største antikvariske boghandel, et must på enhver bibliofil rejse, og når besøgende i dag kommer til Archer City, skyldes det Booked Up og udelukkende Booked Up. Her er ikke andet. Det er ikke en stormflod af besøgende, måske en snes om dagen, det mangedobbelte i weekenden, men det er nok til at holde Archer City fast på landkortet.

Derfor var det et chok, da Larry McMurtry pludselig meddelte, at han ville lukke sin boghandel, og tilsyneladende af samme grunde som han systematiserer bøger efter.

Tidligere på dagen har jeg været inde i hovedbygningen – Booked Up 1 – og talt med den venlige ekspedient. Jeg fortalte hende, at jeg gerne ville tale med Larry McMurtry.

Jeg havde ikke en interviewaftale, faktisk var jeg kommet forbi ved et lykkeligt tilfælde, sagde jeg. Hun lod forstå, at det nok ikke kunne lade sig gøre.

Da jeg senere kommer tilbage, står han der. Iklædt en bodeauxfarvet skjorte, et par sorte garbadinebukser og sorte sko. Hans hår er gråt uden en rest af sort, hans briller er af den slags, som medlemmer af det intellektuelle miljø gik med for mange år siden, og han har samme ansigtsudtryk som en ældre radikal byrådspolitiker.

Han står og sorterer en stak bøger.

Jeg ser forbløffet ud, ekspedienten ser forskrækket ud, og Larry McMurtry forsvinder ind i bagbutikken.

En seddel på butiksdøren besvarer da for såvidt også mit spørgsmål.

»Til alle alarmerede og ikke-alarmerede kunder.

Den økonomiske krise, som tvang os til at overveje at lukke, er for det meste drevet over. Det var en krise, som ramte hundredevis af antikvariske boghandler i USA, og mange lukkede. Det behøver vi heldigvis ikke. Vi er åben hver dag, undtagen søndag, mellem 10 og 17, og læsere, boghandlere og osere er velkomne.«

Booked Up er reddet, og dermed er Archer City også reddet – ikke af dadelblommetræer og kildespring, men af et bysbarn, som ikke passer ind i byen, og som på mange måde afskyr byen, men som har givet den, hvad den mindst troede, at den behøvede: Et Noahs Ark af bøger.

Det er en ironi, som er en roman i sig selv, og som den ensomme mand i oliebaronens palæ forhåbentlig også kan grine af, hvis han nogensinde griner.