Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Han var hverken til at hugge eller stikke i - Elfenbenskystens præsident, Laurent Gbagbo - da en gruppe vestafrikanske statsledere tirsdag var på mæglingsbesøg i hovedstaden Abidjan.
Selv ikke truslen om et væbnet indgreb fra nabolandene via den regionale organisation Ecowas gjorde tilsyneladende indtryk. Gbagbo nægter fortsat at anerkende sit nederlag ved valget i slutningen af november og ser presset på ham for at træde tilbage som et »internationalt komplot«.
Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, der er formand for Ecowas, sagde i går, at mæglerne vil gøre et sidste forsøg på at overbevise Gbagbo på mandag.
»Derefter vil vi tage stilling til vores næste skridt,« sagde Jonathan.
Og det næste skridt kan meget vel blive krig. I hvert tilfælde har Ecowas-landene været hurtige til at rasle med sablen for at vise, at de kan banke Gbagbo på plads. I første omgang med god grund, for en lang række afrikanske lande står over for at afvikle valg i løbet af 2011, og det dårlige eksempel skulle nødigt brede sig til andre steder på kontinentet.
Men samtidig kan en væbnet aktion få vidtrækkende konsekvenser både internt i Elfenbenskysten, hvor de stridende parter er væbnet til tænderne, og generelt i det kronisk urolige Vestafrika.
Borgerkrig og splittelse
Engang var Elfenbenskysten kendt som Afrikas Schweiz. Ledet med sikker og relativt fair hånd af uafhængighedshelten Félix Houphouët-Boigny var landet gennem 33 år en oase af stabilitet og velstand: Elfenbenskysten er verdens største producent af kakao og er også godt med, når det handler om kaffe, gummi og diamanter.
Men efter Houphouët-Boignys død i 1993 var freden forbi.
De politiske uroligheder nåede et foreløbigt højdepunkt, da en general tog magten ved et kup i 1999. Han blev imidlertid udmanøvreret af Gbagbo året efter, og siden har den historieuddannede politiker fungeret som præsident.
Af navn, i hvert tilfælde, men ikke for alvor af gavn. For selv om en borgerkrig mellem Gbagbos regeringshær og oprørsstyrker officielt blev afsluttet i 2007, har de sidstnævnte bevaret kontrollen med hele den nordlige del af landet.
Slagkraftig hær
Samtidig har oprørstyrkerne siddet med i regeringen, mens et valg, der kunne afklare situationen, blev udskudt den ene gang efter den anden. Da det endelig blev afviklet 28. november, løb oppositionskandidaten Alassane Ouattara - ifølge uafhængige iagttagere - af med sejren.Men Gbagbo nægtede at afgive magten og dermed kontrollen med det brune guld i kakaoplantagerne, der er koncentreret i den sydlige del af landet.
Det burde være muligt for nabolandene med støtte fra det internationale samfund at tvinge ham til det. Men vælger man at sætte hårdt mod hårdt, bliver det ingen walkover, vurderer analytikeren Kwasi Anning over for BBC.
Elfenbenskystens hær er velorganiseret og kamptrænet, og spørgsmålet er, om centrale lande som Nigeria, Senegal og Ghana har mod på at kaste sig ud i en langvarig krig, siger han. En konflikt, der via stammerelationer på tværs af grænserne og modsætningsforhold mellem kristne og muslimer hurtigt kan sprede sig.
I første omgang får kompromiset og freden endnu en chance på mandag.