Sheriffen skyder på det hele

Han er USAs hårdeste sherif. Men han er også USAs mest omstridte sherif: Joe Arpaio som sætter fanger i en bageovn af et telfængsel og iklæder dem lyserøde underbukser, og som har iværksat en klapjagt på ulovlige immigranter. Nu efterforsker justitsministeriet ham for borgerretsovergreb, men »bare rolig, jeg fortsætter,« lover han til Berlingske Tidende.

»If you don’t want to do the time... don’t do the crime«. Det kunne være Joe Arpaios motto. Han gør alt for at leve op til sit ry som USAs hårdeste sherif. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean-Loup Sense/AFP

PHOENIX: Jeg undrer mig over, at sheriffen har sagt ja til et interview.

Udenlandske journalister har tidligere givet ham en hård medfart, tidligere på sommeren blev han i magasinet New Yorker udsat for et regulært karaktermord, og i den forgangne uge har lokalavisen her i Phoenix været ude med riven.

Så Joe Arpaio burde på nuværende tidspunkt være bare en smule håndsky over for medierne.

Han morer sig kosteligt, da jeg nævner det.

»Mig? Håndsky? Har du ikke læst, hvad de kalder mig? De kalder mig en medieskøge. De siger, at jeg elsker at se mit eget navn på tryk og i aftennyhederne.«

Men meget af omtalen er temmelig negativ...?

»Du skal huske på følgende: Hvad, der er negativt i New York, og hvad der er negativt for internationale læsere, er ikke nødvendigvis negativt for de mennesker, der vælger mig her i Phoenix. Men hvis bare jeg kan få en fifty-fifty fordeling af positiv og negativ omtale, så er jeg glad. Så skal mine vælgere nok selv tage stilling,« lover Arpaio.

Lyserøde sko
Og ind til nu har vælgerne sorteret i omtalen og fire gange genvalgt »USAs hårdeste sherif.« I 17 år har han stået for ordenshåndhævelsen i et amt med et areal, der svarer til et halvt Danmark og et befolkningstal, der lige knap svarer til et helt Danmark.

Han er blevet verdenskendt for sit teltfængsel; Række efter række af korea-krigstelte barrikaderet bag ditto rækker af stød-indhegning og vagttårne. Der er ingen aircondition, og de 2.400 indsatte må på en dag som i dag simre sig gennem temperaturer på 45 grader. Men det er kun begyndelsen. Arpaio har også iklædt de indsatte lyserødt undertøj og lyserøde tøfler, de er ekviperet i gammeldags stribede fangedragter og bliver udkommanderet i arbejdsgrupper, hvor de lænket sammen — og i fuld offentlighed — f.eks. indsamler skrald langs amtsvejene, og han har også et web-program, hvor han fremviser sine seneste fangster. Tobaksrygning er forbudt i teltfængslet, et gennemsnitsmåltid til en indsat koster under halvanden krone — »mindre end et gennemsnitsmåltid til en hund,« tilføjer sheriffen — og selv fjernsynskanalerne tjener som en form for afstraffelse. De indsatte kan se Disney Channel, Food Channel og Weather Channel.

»Så kan de se tilberedningen af lækker mad, mens de spiser deres kødpølsesandwich, og de kan på en anden kanal se hvor varmt, det bliver i morgen.«

Hvorfor er det nødvendigt at gå så vidt i afstraffelsen? Hvorfor skal fangerne også ydmyges?

»Det er ikke et hotel. Det er et fængsel. Jeg har besøgt fængsler i Europa, og det er hver gang en chokerende oplevelse. Tobakstågerne hænger tæt i fængselsgangene, og de indsatte zapper mellem snesevis af TV-kanaler, de læser pornoblade og går på internettet på deres private computere. Maden er bedre end den mad, som mange uden for fængslet spiser, og hvis ikke de indsatte får deres vilje, så skaber de sig. Hos mig er det anderledes. De indsatte skal vide, at de er i fængsel, og folk uden for fængslet skal vide, at det ikke er et rart sted at havne. Derfor gør jeg, hvad jeg gør.«

Den gamle skole
Jo, men det kan du vel også gøre uden at iklæde de indsatte lyserødt undertøj...?

»Nu skal jeg fortælle dig lidt om mig selv. Jeg tilhører den gamle skole. Min familie kommer fra Napoli i Italien, og hvis man gjorde noget forkert, så fik det konsekvenser. Hvis man ikke opførte sig ordentligt, så fik man for det første en straf, og for det andet mistede man nogle af sine rettigheder. Jeg tror, at mange mennesker kan identificere sig med sådan et syn, og det er, hvad jeg fører ud i livet: Hvis man gør noget galt, så bliver man straffet og mister nogle af sine rettigheder. Så kan du spørge: Hvorfor lyserødt undertøj? Fordi hver enkelt beslutning har en signalværdi over for de indsatte og over for omverden: I fængslet er det mig, der bestemmer, og når man har gjort noget galt, har man ikke længere friheden til at bestemme farven på sit undertøj.«

Kritikerne har en anden idé om, hvorfor sherif Joe — som han kun bliver kaldt — har gjort, hvad han gør. Omtale. At han som megalomaniker elsker at finde på den ene mere kreative ydmygelse efter den anden, fordi TV-stationerne dermed kommer stormende for at forevige ham. Medieomtale er den oxygen, som holder sherif Joe kørende, og han er en slags Paris Hilton, bare med en sekstakket stjerne, siger kritikerne.

Sandt er det også, at den 77-årige sherif virker mere end normalt optaget af omtale. Han har et pressekontor med fire ansatte, og under vores interview får vi tre gange besøg af en af hans pressefolk, der beretter om modtagelsen af sheriffens seneste pressemeddelelse, og han gennemfører også midtvejs et telefoninterview.

»Det er en lokal radiokanal,« forklarer Arpaio, mens han holder højre hånd over røret.

»Jeg tror ikke, at der er så mange, der lytter til den, men jeg kommer nogenlunde ufiltreret igennem.«

Han fortæller radiojournalisten om sine seneste initiativer, han langer ud efter ulovlige immigranter og præsident Obama, og seks minutter senere er interviewet i kassen.

»Medierne bruger mig, og jeg bruger dem,« konstaterer Arpaio, og det er en vigtig pointe.

Omtale kan kun blive et mål i sig selv, hvis man er Paris Hilton; hvis man derimod er en mand, der hvert fjerde år skal møde vælgerne, må omtalen nødvendigvis have en mening, og det er, hvad kritikerne ofte overser i USAs hårdeste sherif. De ser et kuriosum indpakket i et monstrum, men dermed undervurderer de for egen risiko manden. For efterhånden som vores interview går ind i sin anden time, og Arpaio svarer beredvilligt på alle spørgsmål, afslører han sig også som meget mere, end kritikerne giver ham skyld for. Eller måske rettere: Meget mindre.

En af hans venner sagde i New Yorker, at sheriffen var en »idiot savant,« og selv om magasinet brugte betegnelsen i en negativ sammenhæng, så mente vennen det positivt, og det er ganske betegnende. Arpaio har i sin tidligere karriere som chef i det amerikanske forbunds-narkotikapoliti rejst verden rundt, men det betyder ikke, at han er, hvad vi forstår ved en verdensmand, tværtimod er han et forholdsvist begrænset menneske, der — og det er definitionen på savantisme — har ét ekstraordinært talent: Ordenshåndhævelse.

»Jeg siger, hvad jeg gør, og jeg gør, hvad jeg siger, og det er somme tider svært for mine kritikere at forstå. Da jeg i 1992 for første gang stillede op som sherif, gav jeg tre valgløfter: At jeg ville bygge et teltfængsel. At jeg ville skabe et frivilligt hjælperkorps. Og at jeg ville være hård over for kriminelle. Jeg har opfyldt alle tre løfter, og jeg er blevet genvalgt.«

Ved ét valg var Arpaios opinionstal så høje, at oppositionen slet ikke opstillede en modkandidat, og i øjeblikket ligger hans tilslutning blandt vælgerne på mellem 60 og 80 pct. Han er uden sammenligning den mest populære politiker i Arizona, også mere populær end senator John McCain, og det er ikke bare interessant, hvad han har brugt den popularitet til, men også hvad han ikke har brugt den til.

Stræber ikke højere
Hvis Arpaio ville være guvernør eller senator, så kunne han være blevet det, men han vil kun være det, som interesserer ham, og som han er god til: Sherif.

»Det forstår kritikerne ikke. I USA stræber en folkevalgt person altid efter mere, og derfor får de aldrig gjort deres arbejde godt nok. De bruger hovedparten af deres energi på at stræbe opad. Jeg er, hvad jeg gerne vil være, og jeg vil ikke være andet. Jeg har ingen hemmeligheder, og jeg har ingen dunkel dagsorden.«

Heller ikke i offensiven mod ulovlige indvandrere?

Sherif Joe er blevet en af immigrant-modstandernes store helte, fordi han som den eneste amerikanske ordenshåndhæver klapjager de mennesker, der rejser illegalt ind i USA. Normalt går myndighederne kun efter professionelle menneskesmuglere og virksomheder, der spekulerer i billig arbejdskraft, men i Arpaios udlægning er immigranterne »medsammensvorne,« og de fortjener at komme i fængsel.

»Hvad ellers? Når grænsepolitiet anholder en ulovlig immigrant, så kører de ham til grænsen og sender ham hjem til Mexico, og næste dag er han tilbage i USA. Nogle af dem har krydset frem og tilbage over grænsen fem gange på en uge — og det er en vittighed. Jeg sender dem ikke tilbage. Jeg betragter dem som forbrydere, jeg sætter dem i mit teltfængsel, og jeg retsforfølger dem,« siger Arpaio.

Han har specialuddannet 180 af sine betjente i at foretage raids mod nabolag og virksomheder, og i løbet af det seneste år har han og hans folk foretaget snesevis af raids. Ransagningerne har ført til anholdelsen af over 1.500 ulovlige indvandrere, som er blevet fængslet.

Arpaios offensiv er ikke gået stille af. Borgmesteren i Phoenix har kritiseret ham for at sprede frygt og rædsel i storbyområdet. 41 procent af befolkningen i Phoenix er latino, og omkring 300.000 af dem er ulovlige indvandrere, og sheriffens aktioner har fået mange til at låse sig inde bag deres egen hoveddør. Et par dage før vores interview gik 50 børn gennem bycenteret og stoppede foran det højhus, der huser sheriffens kontor. Deres forældre var blevet anholdt som ulovlige indvandrere ved ransagningerne, og den ni-årige Katherine Figueroa fortalte til flere TV-stationer, hvordan hendes mor og far blev anholdt, da sheriffens folk ransagede en bilvask og anholdt 14 immigranter. De anholdte fik ikke lov til at kontakte deres børn, og Katherine fandt ud af, at hendes mor og far var anholdt, fordi hun i TV-nyhederne så dem blive ført væk.

Hun er amerikansk statsborger og bor nu hos en tante, og hun har produceret en video-appel til præsident Obama om at hjælpe.

»Min mor og far passede bare deres arbejde. De gjorde ikke noget galt,« sagde hun ved demonstrationen i forrige uge.

Det amerikanske justitsministerium efterforsker, om sherif Arpaio overtræder borgerrettighedsloven, fordi han målrettet går efter latino-befolkningen, og borgerretsorganisationen ACLU har sagsøgt ham.

Kunne Arpaio ikke også bare gøre som andre politichefer og lade immigranterne være?

»Absolut nej. Vi har mellem ti og 11 mio. ulovlige immigranter i USA, og tallet vokser hver dag. For en bureaukrat i Washington er det måske ikke et problem eller en forbrydelse, men for mine vælgere her i Phoenix er det et meget stort problem, som fører kidnapninger, vold, sygdom, løn-trykkeri og fattigdom med sig. Lov er lov, og lov skal holdes, og jeg kommer efter dem.«

My way or the highway
Joe Arpaios mobiltelefon ringer. Hans ringetone er Frank Sinatra, der crooner sig gennem sidste vers af den evige ode til selvbevidsthed:

»For what is a man, what has he got? If not himself, then he has naught ... The records shows I took the blows. And did it my way.«

Jeg kan ikke lade være med at iagttage den anakronisme, som folder sig ud foran mig. Den 77-årige sherif sidder i sit gammelmandsbrune jakkesæt og på skrivebordet står en skrivemaskine, der i årstal matcher jakkesættet. Bag ham er et iøjnefaldende træskilt udført i western-stil og med en indbydelse til alle misdædere om at træde inden for i hans telt-fængsel. Samtidigt — fra kontoret på 19. etage — kan jeg se forstæderne i Phoenix brede sig som en eksem i ørkenen, jeg kan iagttage mægtigheden i en by, der på en halv generation er vokset fra en udørk til efter nogle målestokke USAs femtestørste by, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvornår de to støder sammen:

Den gamle mand med de lyserøde underbukser og den nye by med de rosenrøde ambitioner — og om den ene kan leve med den anden?

My way or the highway.