Sherif anholdt for at skyde dommer »adskillige gange« i Kentucky
En sherif har angiveligt skuddræbt en dommer i Kentucky i USA, efter at de to havde skændtes.

En sherif har angiveligt skuddræbt en dommer i Kentucky i USA, efter at de to havde skændtes.

En sherif i USA er blevet anholdt, efter at han torsdag eftermiddag lokal tid gik ind i en retsbygning og skød og dræbte en distriktsdommer.
Det oplyser politiet ifølge The New York Times.
Skuddrabet fandt sted i Letcher County i det østlige Kentucky og skal angiveligt være sket efter et skænderi.
Sheriffen hedder Mickey Stines og er 43 år gammel. Han meldte sig selv, efter at han skød dommeren, Kevin Mullins. Han blev arresteret for overlagt mord.
Dommeren blev skudt adskillige gange og døde på stedet.
Skyderiet førte til bekymring i lokalsamfundet og medførte spærringer af områdets skoler. Politiet sagde senere, at skyderiet var en isoleret hændelse, og at der ikke var nogen trussel mod offentligheden.
»Der er alt for meget vold i denne verden, og jeg beder til, at der er en vej til et bedre samfund,« skriver Kentuckys guvernør, Andy Beshear, i en reaktion på X.
Den anholdte sherif, Mickey Stines, blev første gang valgt til sherif i 2018 og igen i 2022.