Sharon skal hjem i koma

Den tidligere israelske premierminister siden 2006 ligget på hospital i dyb koma. Nu skal han flyttes hjem til familien.

Den nu 82-årige Sharon skal hjem til familiens pleje på Sycomore Ranch, hvor han også i sin tid blev ramt af det fatale slagtilfælde. Fold sammen
Læs mere
Foto: MENAHEM KAHANA

JERUSALEM: Meget har ændret sig for Israel siden 4. januar 2006. Landet har været igennem to væbnede konflikter med invasionen i først Libanon og derefter Gaza-striben. USA har fået en ny præsident, og Iran har manifesteret sig som den nye hovedfjende. Desuden er israelerne i gang med den tredje premierminister.

Alt det ved Ariel Sharon intet om. Den januaraften for næsten fem år siden blev den daværende premierminister ramt af det andet slagtilfælde i løbet af mindre end en måned, og efter 14 timers kirurgisk behandling blev han bragt i koma, som han aldrig siden er vågnet op fra.

Nu oplyser Sheba-hospitalets ledelse til avisen Haaretz, at man de seneste dage har forberedt sig på at bringe den 82-årige Sharon hjem til familiens pleje på Sycomore Ranch, hvor han også i sin tid blev ramt af det fatale slagtilfælde.

Under det lange hospitalsophold har Sharon været diagnosticeret som i permanent komatøs tilstand, efter et behandlingsprogram for at bringe ham tilbage til bevidstheden slog fejl.

Bodyguards våger over ham

Et årligt beløb på cirka 2.4 millioner er netop bevilget til hans pleje af Knessets finanskomite. Ifølge Haaretz er et medicinsk team af ledende læger beskæftiget med hans pleje, mens en sygeplejerske konstant overvåger hans tilstand.

Selv i sin nuværende tilstand bliver der passet godt på den kontroversielle eks-premierminister, der fik mange fjender under sit lange politiske virke. Bodyguards er på 24 timers vagt, og der er sat overvågningskameraer op for at overvåge området omkring hans hospitalsseng.

Blandt andet anklages Sharon for som forsvarsminister under borgerkrigen i Libanon i 1982 at have et medansvar for den såkaldte Sabra og Shatila massakre i palæstinensiske flygtningelejre, og hans tur til Tempelbjerget i Jerusalem for næsten nøjagtig ti år siden anses for startskuddet til den anden og blodige palæstinensiske intifada

I tre årtier var han en hovedkraft bag udvidelser af bosættelser på Vestbredden, men han lagde sig også ud med bosætterfløjen, da han kort tid inden sit slagtilfælde gennemførte Israels ensidige tilbagetrækning fra Gaza-striben.