JERUSALEM: Når man hører nyt om mennesker, der har været livstruende syge eller på anden måde væk i lang tid, kalder man det normalt »livstegn«. Det vil være en forkert betegnelse, når det drejer sig om den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon. I morgen er det otte år siden, at han efter et slagtilfælde og en hjerneblødning forsvandt ind i dyb koma. Han har ikke siden haft kontakt med omverdenen, og lægerne har ikke haft noget håb om, at han skulle genvinde bevidstheden. De seneste dage er hans fysiske tilstand forværret med nyresvigt, blodforgiftning og andre organer, der ikke fungerer.

»Vi mener, hans situation er kritisk, og rummer en fare for hans liv,« lød det fra hospitalsdirektør Zeev Rotstein på Sheba Medical Center.

Sidste år skabte det overskrifter i Israel, at eksperter havde registreret »overraskende og betydelig« hjerneaktivitet hos Sharon. Andre eksperter afviste dog, at det gav håb om, at han ville genvinde bevidstheden endsige var tegn på, at han kunne føle noget.

Den i dag 85-årige Sharon var en kontroversiel kæmpe i israelsk politik, hadet og elsket. Han anførte israelske sejrrige tropper i Sinai-ørkenen, og han anførte Israels invasion i den libanesiske borgerkrig, hvor en israelsk undersøgelseskommission gav ham medansvar for ikke at have grebet ind over for massakrer i palæstinensiske flygtningelejre.

Den sidste store leder

I Israel står der respekt om ham, og han fremstår i dag som den hidtil sidste store leder af Israel. Efterfølgeren Ehud Olmert formåede ikke at videreføre projektet med den store koalition i det i 2005 nydannede Kadima-parti, som formodentlig i Sharons vision ville skabe fundamentet og styrken til at arbejde på en endelig løsning på striden med palæstinenserne.

Den nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, tog i går imod USAs udenrigsminister, John Kerry, for tiende gang siden denne tiltrådte sin stilling i februar 2013. Siden har Kerry indædt forsøgt at stanse en tostatsløsning ud fra Mellemøstens størknede og stålhårdt hærdede overflade af mistro, had, hævnfølelse, opgivelse og apati.

Ingen kan være i tvivl om, at det er Kerry, der driver værket. Sharon var lederen, der yndede at gå forrest og om nødvendigt tvinge og trække alle andre i den retning, som han havde fundet rigtig. Netanyahu beskrives derimod ofte som en politiker, der hader at tage de store beslutninger, især en kontroversiel beslutning som rummer både politiske farer i Knesset og blandt de israelske vælgere, der uden begejstring – i mangel af mere oplagte ledere – har genvalgt ham som premierminister.

I dag er det Tzipi Livni, der som justitsminister og med ansvar for forhandlingerne med palæstinenserne insisterer på at tage dem seriøst, og som betegner en aftale som afgørende for Israels fremtid. Hun får tilsyneladende kun støtte fra et par andre ministre i udkanten af regeringen, mens flere af Netanyahus nærmeste og vigtigste ministre offentligt prøver at bekæmpe hendes initiativer. Efter at have kørt Sharons Kadima-parti ud over kanten fra Knessets største parti til kun to mandater, har Livni nu skabt et nyt parti, men har begrænset indflydelse.

For Netanyahu er det praktisk, at hun har kunnet overtage den tidligere forsvarsminister Ehud Baraks position fra den tidligere Netanyahu-regering, og være den som EU og USA kan tale med i et sprog, som begge parter kan acceptere.

Nye bosættelser på vej

Netanyahu selv lyder mere som om, han har fokus på sit nationalt-religiøse vælgerbagland. Han forsikrer om, at han virkelig ønsker en fredsaftale, men de »ufravigelige« krav, som han igen og igen skitserer, vil mere have karakter af en betingelsesløs palæstinensisk overgivelse, hvor det i givet fald kunne blive svært at få øje på den palæstinensiske stat i en tostatsløsning.

I går havde anonyme regeringskilder ladet sive, at man ville vente med at offentliggøre nye bosættelsesplaner, fordi de ville være »upassende« under Kerrys besøg. EU har i stærke vendinger advaret om, at nye byggeplaner på Vestbredden og i Østjerusalem kan være dråben, der får fredsforhandlingerne til at bryde endeligt sammen.

Men mens man ventede på Kerrys ankomst i går eftermiddag var en delegation under ledelse af indenrigsminister Gideon Saar og med deltagelse af viceudenrigsminister Zeev Elkin – begge fra Netanyahus Likud-parti – i Jordan-dalen, hvor de symbolsk deltog i byggeriet i en bosættelse.

»Tilstedeværelsen af IDF (Israel Defense Forces, det israelske militær, red.) i Jordan-dalen må ikke være en midlertidig ting, det er nødt til at være for al evighed,« sagde indenrigsministeren ifølge Times of Israel.

Han har også lige tilsluttet sig et lovsforslag, der vil betyde israelsk annektering af Jordan-dalen, fordi der »ikke er nogen forskel mellem bosættelser og sikkerhed«. Netanyahu har meddelt, at han er imod lovforslaget.

USA vil freden

Hvad Netanyahu egentlig er for, og om han bare forhandler for at holde USA på sin side, er der ingen, der er helt sikre på.

Nogle mener, at han ønsker, at fremstå for eftertiden som en af »de store ledere« i israelsk og jødisk historie. Den position syntes Sharon på vej til, da han smedede Kadima-partiet hen over midten af israelsk politik og trak alle bosættere ud af Gaza-striben samt nogle uautoriserede bosættelser væk på Vestbredden.

Sammenfaldet mellem Sharons dødskamp og Kerrys besøg med en afgørende »rammeaftale« på bordet vil utvivlsomt få nostalgiske tanker frem hos nogen. Både venner og fjender var enige om, at Sharon om nogen kunne drive værket, hvis han ville. Men med hjerneblødningen og hans efterfølgende koma fik israelerne aldrig vished for, om Sharon i sidste ende kunne gå fra at være høgen, den skånsesløse kriger og »bosættelsernes fader« til at være manden, der bragte fred til Mellemøsten.

Nu er det op til Kerry og USA, der med en omskrivning at et tidligere yndet udtryk fra Barack Obamas administration i øjeblikket synes, at »ville og ønske freden mere end parterne selv«.