Sharifs bror får nej til at stille op ved pakistansk valg

Shahbaz Sharif, bror til Pakistans ekspremierminister, får ikke lov til at stille op ved parlamentsvalget i januar. Et valg, som brødrene alligevel boykotter.

Broderen til Pakistans tidligere premierminister Nawaz Sharif fik lørdag nej til at stille på ved parlamentsvalget i januar, fordi han fortsat er tiltalt i en verserende kriminalsag, oplyste myndighederne.

Shahbaz Sharif, der er formand for Pakistans Muslimske Liga Nawaz, svarede, at han vil gå rettens vej for at afgørelsen omstødt.

Myndighederne afviste Shahbaz Sharif ansøgning om at blive kandidat, efter at andre kandidater gjorde indsigelse mod opstillingen, fordi han er tiltalt i en mordsag.

Den tidligere premierministers yngre bror havde trods brødrenes bebudede boykot af valget søgt om at blive opstillet i Sharif-familiens højborg Lahore, der er hovedstad i det befolkningsrige Punjab.

Brødrene vil boykotte valget den 8. januar i protest mod, at præsident Pervez Musharraf har erklæret landet i undtagelsestilstand.

/ritzau/AFP