Sex, løgn og Tony Blair

Tony Blairs omdømme er i frit fald. Først kom afsløringen af en affære med Rupert Murdochs nu tidligere hustru, Wendi Deng, og nu hans støtte til mediemogulen i »aflytningsgate«. Var han alle dage bare en principforladt skal?

Allerede da Tony Blair trådte tilbage som britisk premierminister i 2007, var magien omkring den populære statsmand lidt slidt i kanten. Men nu er skeletterne for alvor begyndt at rasle i skabene hos den tidligere statsleder, som her forlader den britiske højesteret efter et retsmøde i den betændte sag om »aflytningsgate«. Foto: Carl Court/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En teflonpande kan holde mellem tre og fem år, oplyser industrigiganten Dupont, og derefter skal man regne med, at belægningen er slidt, og madvarerne begynder at hænge ved.

Men hvor længe holder en Teflon Tony?

Tony Blair trådte tilbage som britisk premierminister i 2007, og allerede på det tidspunkt var magien en smule slidt. Han var ikke, hvad han havde været ti år tidligere, men trods alt – han havde vristet Labour ud af kløerne på »the loony left« og monopoliseret midten i britisk politik, og på den store scene gik alle veje gennem London. Fejl, ja, vorherrebevares, men Blair var på godt og ondt en verdensmand, sagde øjeblikshistorikerne.

Syv år senere er det ensommeste sted i international politik det sted, hvor man forsvarer Tony Blair, og som kommentatoren Jacob Heilbrunn i denne uge konstaterede i National Interest: »Mere og mere ligner han den mest forløjede premierminister i britisk historie.« Storbritannien er meget historie og mange premierministre, og den »mest forløjede« siger ikke så lidt – men 2014 har da også givet Blair et alvorligt ét-to-stød i omdømmet.

Først landede Vanity Fair i forrige uge med en 32-sider lang historie, som hævdede, at han angiveligt havde haft en affære med Rupert Murdochs 40 år yngre kone, Wendi Deng, og dermed både amourøst og politisk gjort Murdoch til hanrej. For Murdoch beordrede i sin tid sine normalt konservative britiske aviser til at støtte Blair, og gennem hele Blairs regeringstid holdt de to hånden over hinanden, premierministeren og bladkongen.

Guardian oplyste i denne uge, at Blair desperat forsøger at komme i kontakt med Murdoch, men at Murdoch er rasende og uimodtagelig for forklaringer, og ikke vil tale med sin gamle ven.

Det er slemt nok, men nu kommer det andet slag.

Skadelige afsløringer

I aflytningsgate – straffesagen mod Rebekah Brooks og nogle af de andre chefer i Murdochs britiske avisimperium – offentliggjorte anklagemyndigheden i denne uge en e-mail, som Brooks i 2011 sendte til Murdoch senior og junior. Hun oplyste, at hun netop havde haft en timelang samtale med Tony Blair, som tilbød sig som rådgiver, men at det i givet fald skulle »blive mellem os«. Hun opregnede Blairs råd i fem punkter, bl.a. hvordan Murdoch kunne vinde propaganda­krigen og imødegå politiets efterforskning, og Blair foreslog også at nedsætte en tilsyneladende uafhængig kommisson, som skulle undersøge avischeferne og »offentliggøre en Hutton-lignende rapport«, som rensede Murdoch.

Hver for sig er afsløringerne skadelige, men sammen er de ødelæggende, for de går lige til kernen af det spørgsmål, som tvivlere hele tiden har rejst omkring Tony Blair og med en parafrase over Gertrude Stein – er der noget dér der? Eller sagt på en anden måde: Han taler godt for sin sag, men hvilken sag taler han for?

Tvivlerne har tidligere været ude efter ham, men det var aldrig simpelt. Hver gang de troede, at de havde fanget ham på det forkerte ben – når han solgte ud og sendte gammelt socialdemokratisk gods på græs og blandede blod med storkapitalismen – så greb han kort efter militært ind i Sierra Leone og Kosovo og forhindrede massakrer. Han kaldte indgrebet i Kosovo for »et moralsk korstog«, for som han forklarede: »Jeg følte, at det var det nærmeste, vi kom på et etnisk folkemord i Europa siden Anden Verdenskrig. Jeg følte ikke, at vi bare kunne se på, hvis vi kunne stoppe det – og det kunne vi.« Når han stoppede folkemord, kunne briterne vel også leve med, at han leflede for finansindustrien i London?

Gode intentioner

Af samme grund accepterede mange tvivlere også, at han i det mindste mente det godt, når han agerede juniorpartner for præsident Bush ved invasionerne af Afghanistan og Irak. Briterne brød sig især ikke om krigen i Irak, og den blev med tiden en møllesten om Blairs hals, men hans intentioner var tilsyneladende gode nok. Naive, måske, men velmente. Og når han blev angrebet for at have ført briterne bag lystet, var han også flink til at nedsætte uafhængige kommissioner til at undersøge forløbet; bl.a. nedsatte han den såkaldte Butler-kommission, som undersøgte, om Iraks leder, Saddam Hussein, havde forsøgt at købe uran, og han nedsatte også Hutton-kommissionen, som undersøgte David Kellys selvmord. Kelly var en embedsmand i det britiske forsvarsministerium og tidligere FN-våbeninspektør, som hævdede, at Blair-regeringen havde pillet ved efterretningerne fra Irak.

Begge Blairs kommissioner frifandt ham, og efter sin fratræden i 2007 havde han mulighed for at foretage en Bill Clinton. Clinton blev også beskyldt for principløshed – for at »triangualisere« sit eget parti for egen vindings skyld – men som ekspræsident blev han et globalt symbol for håb, solskin, fred, velstand og gode viljer.

Eftermæle til salg

Det er imidlertid gået Tony Blair anderledes.

Finanskrisen er én forklaring. Ganske som Anders Fogh Rasmussen og præsident Bush havde han ansvaret for den økonomi – eller mangel på økonomi – som førte til den største nedtur i 80 år, og uanset om de er ved magten eller ej, klæber ansvaret til dem.

Irak er en anden forklaring. Blair blev som premierminister efterfulgt af sin fjende, Gordon Brown, som i 2009 nedsatte Chilcot-kommissionen til at undersøge krigen i Irak. Kommissionens rapport ventes senere i år, men lækager har givet et ukønt billede. F.eks. fortalte efterretningstjenesten MI6 dengang Blair, at Saddam Hussein kun havde få masseødelæggelsesvåben, hvis han overhovedet havde nogen. De »kan være bag i en varevogn,« som en MI6-chef sagde. Men det var ikke, hvad Blair fortalte offentligheden, tværtimod.

Så hvis Blair kørte økonomien i sænk og førte Storbritannien i krig på en løgn, så begynder storheden at falme, og bedre bliver det ikke af, at han efter sin fratræden er gået målbevidst efter pengene. Han ejer nu syv huse og er ifølge en opgørelse i Daily Telegraph i sidste måned god for 630 mio. kr., og han er ikke kræsen med de lobbyopgaver, som han påtager sig. Financial Times har afsløret, hvordan Blair fik 13 mio. dollar for at agere såkaldt »konsulent« for Kazakhstans diktator, Nursultan Nazabayev. En af Blairs tidligere folk sagde til avisen:

»Hvis du gerne vil vide, hvad en verdensmand vil sælge sit eftermæle for – så er svaret her: 13 mio. dollar.«

Det var situationen i Blairland ved årsskiftet, en uomtvistelig, men ikke umulig imagekrise – men så kom ét-to-stødene, Wendi Deng og Rebekah Brooks, og nu ser det broget ud.

Den angivelige affære med Wendi Deng er nemmest at sælge billetter til, men det er faktisk den anden afsløring, som skader Tony Blair mest. For ifølge Brooks’ e-mail tilbød han i 2011 at gå ind i en verserende kriminalsag på den kriminelle side – »bare det bliver mellem os« – og han gjorde det på et tidspunkt, hvor aflytningssagen var så alvorlig, at Murdoch havde været tvunget til at lukke den største af sine aviser, News of the World. 160 kriminalbetjente var på sagen, antallet af aflytningsofre over 1.000, og ofrene rækker fra Prins William og Kate Middleton til mødre, som sørgede over deres forsvundne børn.

Nogle af Blairs råd til Rebekah Brooks og Murdoch var konkrete: »tag sovepiller, det er vigtigt at kunne sove og have et klart hoved« – og andre generelle, f.eks. »det går over« og »lad være med at tage overilede beslutninger«. Men især ét råd har ramt dybt og hårdt i Storbritannien, og det er forslaget om at nedsætte en »Hutton-lignende kommission«, som skulle rense Murdoch. Som bloggeren Andrew Sullivan spørger: Mener han, hvad vi tror, han mener? »Det løber én koldt ned ad ryggen,« skriver professor Ivor Gaber fra City University i London på sin blog.

Bestilt hvidvaskning

Da Hutton-rapporten i sin tid blev offentliggjort, blev den næsten énstemmigt af medierne betragtet som en bestilt hvidvaskning – forsiden på The Independent var kridende hvid og med rubrikken »Whitewash« – og bedre blev det ikke af, at Blair-regeringen bagefter gik i en medieoffensiv med rapporten under armen, og det virkede som om, de nærmest dansede på David Kellys lig.

Når Tony Blair nu foreslår en »Hutton-lignende« kommission for at rense Murdoch, siger han dermed ikke, at han i sin tid nedsatte Lord Huttons kommission under foregivende af, at det var en uafhængig kommissionen, men hvor resultatet var givet på forhånd? Danser han ikke dermed igen på David Kellys lig – og også på briternes fornemmelse for anstændighed? Det er spørgsmål, som hænger lavt over Blairland, og det gør et enkelt svar også:

Syv år.

Det tager syv år for en Teflon Tony at miste sin belægning. Derefter begynder sagerne at hænge ved.