Serbien stemmer om fortid og fremtid

Skal Serbiens præsidents ord tages for pålydende, afgør de serbiske vælgere i dag, hvordan landet skal se ud om et par årtier. Spørgsmålet på bundlinjen er, om de vil se tilbage eller fremad.

Vælgerne i Serbien skal i dag til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt parlament blandt de 250 medlemmer, og præsident Boris Tadic har på forhånd gjort det klart for sine landsmænd, »at dette valg vil afgøre, hvordan Serbien vil se ud om 20 år«.

Selv tilhører præsidenten det mest reformvenlige parti, Det Demokratiske Parti (DS), og ser gerne Serbien tage stormskridt mod et EU-medlemsskab, både ved at få gjort op med fortiden og få slået en en klo i krigsforbryderen Ratko Mladic - og ved at erkende, at Kosovo-provinsen en gang for alle er tabt.

Men bortset fra sine egne støtter er sådanne udsagn enten hård kost eller direkte uspiselige for serberne.

Den nuværende regering under ledelse af premierminister Vojislav Kostunica fra partiet Serbiens Demokrati (DSS) har langt fra formået at få gjort op med fortidens synder, og yderligere har han i sin mindretalsregering lænet sig grundigt op ad afdøde Slobodan Milosevic' Serbiske Socialistparti (SPS).

Under der seneste valg i 2003 så serberne sig mere end nogensinde tilbage, og gjorde det ultranationalistiske Radikale Parti (SRS), ledet af den krigsforbrydersigtede Vojislav Seselj, til landets største. Og samtidig forspildte demokraterne en historisk chance for at danne en solid flertalsregering med Kostunica og Tadics partier som grundstammen.

Den gamle splittelse mellem de to store fik overtaget, og resultatet var en mindretals kludetæpperegering, som blev yderligere decimeret, da et af de bærede partier, G17, i oktober sidste år meldte sig ud i protest mod, at det trods løfter fra Kostunica ikke var lykkedes at pågribe Mladic. Det betød bl.a., at en ellers respekteret finansminister gik af. Partiets parlamentsmedlemmer karakteriserer i øvrigt sig selv som teknokrater og partiets slogan er sigende nok »Ekspertise før politik«.

De 6,6 mio. vælgere får intet mindre end 20 partier at vrage imellem, men grundlæggende ventes parlamentsvalget ikke at rykke ved de to fløje, demokraterne og nationalisterne.

Kosovo-spørgsmålet
Nationalisternes valgkamp har været næret af en særdeles velbegrundet frygt for, at det internationale samfund/FN i løbet af meget kort tid - måske allerede i næste uge - vil meddele, at Kosovo-provinsen - som serberne ser som deres kulturs vugge - skal have en form for selvstændighed.

Og uanset at Kostunica nok inderst inde ved, at slaget er tabt, har han gennem valgkampen fastholdt, at Kosovo til evig tid er og vil forblive en del af Serbien.

FNs chefforhandler, Martti Ahtisaari, holder med vilje sin anbefaling tilbage til efter valget er overstået for ikke direkte at påvirke udfaldet. Om han går så vidt som præsident Tadic ønsker, nemlig at holde på den indtil en serbisk regering er dannet, er nok tvivlsomt. Det kan erfaringsmæssigt tage måneder.

Der er ingen tvivl om, hvilket resultat Vesten gerne ser, nemlig at præsident Tadic' og premierminister Kostunicas partier går sammen i ny regering og holder de ultranationale ude.

Men der er intet formelt parløb mellem Tadic og Kostunica, og Kostunica udelukker ikke, at han vil danne en koalition med ultra-nationalisterne i Det Radikale Parti under ledelse af Tomislav Nikolic.

Meget lidt på Balkan kan anses for givet.