Separatister viser kræfter på catalansk nationaldag: »De stakkels civilgardister er helt til grin«

For sjette år i træk valfartede hundredtusinder til Barcelona for at deltage i en massedemonstration, der blev fulgt med særlig opmærksomhed, efter de seneste dages eskalering i konflikten mellem det catalanske selvstyre og centralregeringen i Madrid.

Hundertusinder deltog mandag i en kæmpedemonstration for uafhængighed i forbindelse med Cataloniens nationaldag. EPA/ROSER VILALLONGA / CATALAN NATIONAL ASSEMBLY / HANDOUT HANDOUT EDITORIAL USE ONLY/NO SALES Fold sammen
Læs mere
Foto: ROSER VILALLONGA / CATALAN NATIO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis national selvbestemmelse afhang af evnen til at organisere demonstrationer, ville Catalonien for længst være en selvstændig stat.

Siden separatistbevægelsen fandt sit momentum i begyndelsen af årtiet, er Cataloniens nationaldag 11. september blevet fejret med en serie enorme og som regel visuelt opfindsomme massebegivenheder. Og i år lysten er til at vise styrke om muligt større end nogensinde.

I sidste uge vedtog det catalanske parlament en lov, der baner vej for en folkeafstemning om uafhængighed 1. oktober. Men allerede dagen efter suspenderede den spanske forfatningsdomstol på foranledning af centralregeringen initiativet, og samtidig sørgede anklagemyndigheden for, at de ansvarlige politikere blev sigtet for ulydighed og embedsmisbrug.

»Det er derfor, at jeg deltager for første gang i år. Indtil nu har jeg måske set det lidt som en drøm, men nu er det virkelighed. Cataloniens politiske ledere vover pelsen, og derfor er det vores pligt at møde frem og bakke dem op,« siger Jaume, der har taget turen fra Cadaques nær grænsen til Frankrig.

Rundt om os, på Passeig Sant Joan i det centrale Barcelona, er fortovscaféerne fyldt til bristepunktet en times tid inden demonstrationens start. Kampråb som »Independència« (uafhængighed) og »Volem votar« (vi vil stemme) blander sig med lyden fra den skingre klarinetype, som catalanerne af uransagelige elsker at spille på ved festlige lejligheder.

De rødgule catalanske nationalfarver er allestedsnærværende på T-shirts og tørklæder hos såvel unge og gamle som de ikke så deltagende hunde. Men ved et cafébord sidder en mand og svinger med sydspanske Andalusiens regionale flag.

»Læg mærke til den røde stjerne. Det er de andalusiske nationalisters flag, og når jeg har taget det med, er det for at vise, at vi ikke har noget imod hverken andalusierne eller andre spaniere men mod de politikere, der nægter at anerkende, at Spanien er sammensat af mange folk med ret til at bestemme over sig selv,« forklarer Francesc, som manden hedder.

Han er, som de fleste Berlingske taler med ved demonstrationen, overbevist om, at folkeafstemningen vil blive afviklet planmæssigt til trods for, at premierminister Mariano Rajoy har svoret at gøre alt for at forhindre den.

»Urnerne er parat og stemmesedlerne trykt. De stakkels civilgardister, som bliver sat til at skride ind over for forberedelserne, er helt til grin. Det er alt sammen spil for galleriet andre steder i Spanien,« siger Francesc, der heller ikke er bange for voldelige episoder de kommende uger:

»Se dig omkring. Her er børn, det er som en fest. Vi er fredelige folk, som ikke lader os provokere.«

Rigtigt er det i hvert fald, at hoveddemonstrationen, der ifølge Barcelonas kommunale politi samler omkring en million, endnu en gang forløber eksemplarisk.

I år fylder deltagerne to af byens hovedfærdselsårer, der krydser hinanden, så de danner et kæmpemæssigt plustegn. Og mens aktionen står på, vandrer enorme bannere med slagord som »fred«, »frihed«, »Demokrati« eller blot »Ja« på alverdens sprog hen over hovedet på dem.

Ved den demonstration, som selvstyreregeringens antikapitalistiske støtteparti CUP afvikler lidt senere, er stemningen knap så peace and love-agtig. Her bliver der brændt spanske, franske og EU-flag af.

Tilbage på Passeig Sant Joan er Juan, en tidligere fredsdommer, imidlertid mere bekymret for, hvilke midler den anden side i konflikten vil tage i anvendelse.

»Nogle gange ser jeg for mig, hvordan der kommer tanks kørende ind ad Avinguda Diagonal (hvor general Franco holdt sejrsparade efter 1930ernes borgerkrig),« siger den ældre og tilføjer:

»Det sker næppe, trods alt, men hvad rå magt angår, er de meget stærkere end os,«