Seniorforsker ser kompromis om Krim som russisk plan C

Rusland har ifølge forsker ikke haft den forventede fremgang i Ukraine og kan være klar til at sænke ambition.

 
Brandslukning i den ukrainske by Zhytomir efter russisk angreb. Video: AP/Ritzau Scanpix. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På ugedagen for Ruslands invasion af Ukraine er der torsdag igen indkaldt til møde mellem repræsentanter for Ukraine og Rusland.

Seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) ser mødet, som udtryk for at Rusland ikke har haft den medgang på slagmarken, man havde regnet med.

»Jeg ser det som russisk svaghed og en indikation på, det ikke går som russerne gerne vil. Det er en klar indikation af, at de ikke er på plan A, måske ikke engang på plan B mere,« siger han.

Russernes invasion af Ukraine er slet ikke gået så let, som russerne havde forventet, lyder vurderingen fra seniorforskeren.

Samtidig er fordømmelserne af invasionen haglet ned over russerne, og hårde sanktioner er iværksat.

Det åbner for, at Rusland – ifølge seniorforskeren – kan være klar til at sænke ambitionerne og arbejde på en plan C:

»Det, der kommer fra russisk side, er at Krim – og måske også de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine – skal anerkendes som en del af Rusland.«

»Det er som udgangspunkt helt uacceptabelt for Ukraine. Men der er selvfølgelig den mulighed, at ukrainerne føler sig så presset, at de måske til sidst går med til det for at forhindre ødelæggelse af Kyiv og flere civile tab,« siger Flemming Splidsboel.

Ukrainerne ved ifølge Splidsboel, at det russiske militærapparat har »et gear eller to yderligere«, og at kampene kan optrappes og blive meget blodigere end hidtil.

Men selv hvis ukrainerne skulle vise sig at være indstillet på et kompromis, vil det ifølge seniorforskeren næppe være tilstrækkelig til at Putin – set med omverdenens øjne – kan trække sig ud af krigen med æren i behold.

»Det kan måske være, det kan redde nogle af stumperne, så Putin kan vifte med Krim over for sine vælgere og sige, at det var det hele værd.«

»Men jeg tror ikke, han vil kunne komme ud af det her på en god måde. Der er kun dårlige løsninger.«

»Der vil formentlig stadig være sanktioner mod Rusland, så længe Putin er ved magten,« vurderer Flemming Splidsboel.

/ritzau/