Republikanere i det amerikanske senat har onsdag stemt nej til et forslag, der ville kræve, at enhver fjendtlig handling mod Iran godkendes af Kongressen, før den udføres.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en afstemning i Senatet, som er et af Kongressens to kamre, fik forslaget 47 stemmer for og 53 stemmer imod.

Lovgiverne fulgte i vid udstrækning deres respektive partilinjer, og kun en enkelt republikaner stemte således for at sende forslaget videre i systemet.

Samtidig stemte en enkelt demokrat imod.

Forslaget blev kaldt krigsmagtresolutionen. Det var det seneste forsøg på at begrænse præsident Donald Trumps udsendelser af styrker til udlandet.

Politikerne bag forslaget har beskrevet det som et forsøg på at genoprette Kongressens ansvar for at erklære krig, som det er fastlagt i USA's forfatning.

De, der var imod forslaget, har afvist det argument. De har i stedet fastholdt, at Trumps handlinger er lovlige, og at han som USA's øverstbefalende har ret til at beskytte landet ved at iværksætte begrænsede angreb.

Samtidig anklager de dem, der støtter forslaget, for at sætte amerikanske soldater i fare.

- Det her er ikke en evighedskrig, det er ikke engang tæt på at være det. Det kommer til at slutte meget hurtigt, sagde den republikanske senator Jim Risch fra delstaten Idaho, i en tale mod forslaget.

Han er formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg.

Det var ifølge Reuters ikke ventet, at forslaget ville få grønt lys i Senatet. Trumps republikanske partifæller har et snævert flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, som er Kongressens andet kammer.

De har også tidligere blokeret for forslag, der har haft til formål at begrænse Trumps krigsbeføjelser.

En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Ipsos for Reuters, som blev offentliggjort tirsdag, viste, at kun en ud af fire amerikanere støtter USA's angreb mod Iran. Omkring halvdelen mente samtidig, at Trump er for villig til at bruge militær magt.

/ritzau/