Senat vedtager Bidens store hjælpepakke

Kun få forhindringer før præsident Biden sætter underskrift på en af de største hjælpepakker i USA's historie.

Washington. Præsident Joe Bidens store hjælpepakke til 1900 milliarder dollar er blevet vedtaget i USA's senat med 50 stemmer mod 49 og er snublende tæt på endelig godkendelse, skriver Reuters.

Det sker efter flere døgns intensive forhandlinger og afstemninger om en af de største hjælpepakker i USA's historie.

Den bliver nu sendt tilbage til det andet kammer i Kongressen, Repræsentanternes Hus, der allerede har støttet pakken, som skal genoprette USA's økonomi efter et år, hvor coronapandemien har ramt hårdt.

De to kongreskamre samordner deres vedtagelser. Det ventes at ske meget hurtigt, så begge kamre igen kan sige god for hjælpepakken. Den er endelig, når præsidenten sætter sin underskrift på den.

/ritzau/