»Selvfølgelig virker terror«

Det er da bedre at dø på et hospital, end at blive skudt i en bus, sagde min otteårige til den seksårige. Dagen forinden var to palæstinensere fra den palæstinensiske landsby, vi plejer at købe vores grøntsager i, stået på en bus og havde dræbt to israelere og såret 18. Den ene af de døde var bedstefar til en dreng i mine børns skole.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men det er da bedre at dø på et hospital, end at blive skudt i en bus,« sagde den otteårige til den seksårige.

Jeg hørte samtalen mellem de to, mens jeg var ved at bestille falafel til familien i Jerusalem. Der blev hvisket, men jeg kunne høre hvert ord. Jeg spidsede ører.

Den otteårige er min søn, og den seksårige, min datter.

Der var gået en uge, siden vi var kommet hjem fra farmors begravelse i Danmark. I mellemtiden havde situationen i Jerusalem udviklet sig til et voldsorgie med daglige palæstinensiske knivoverfald og israelske hooligans, der marcherer gennem byen og råber død over arabere, mens helikoptere, soldater og droner forgæves forsøger at dæmme op for volden.

Og her sad mine to ældste så og drøftede død og terror. Dagen forinden var to palæstinensere fra den palæstinensiske landsby, vi plejer at købe vores grøntsager i, stået på en bus og havde dræbt to israelere og såret 18. Den ene af de døde var bedstefar til en dreng i mine børns skole. Vi havde ikke talt om hændelsen derhjemme, men de havde, som børn jo gør, opsnappet det hele i frikvartererne.

Så efter at min datter havde trukket en lige linje mellem min mors død og den bedstefar, der var blevet myrdet på forreste række i bussen, skred den ansvarlige førstefødte ind. Det er jo ikke det samme, at dø på Randers Sygehus efter kort tids sygdom, som at blive pløkket ned af en terrorist i en bus.

Det er rigtig forstået af ham, men det, der overraskede mig, var hans viden om hændelserne i Jerusalem. For dem taler vi ikke om derhjemme. Og hvis vi gør, bruger min kone og jeg »kodesprogene« arabisk eller engelsk, som børnene ikke forstår. Og så alligevel. Hvordan skal en otteårig undgå, at mærke »situationen« i byen, når far hele tiden enten ikke er hjemme eller sidder og skriver i haven. Når hundredevis af beskeder tikker ind på telefonen hver dag, og vi bagefter, uden selv at lægge mærke til det, hæver øjenbryn og sukker, fordi endnu et angreb har fundet sted. Eller når børnene pludselig ikke længere må gå uden for haven alene, være i skolegården om dagen eller cykle til fodbold igennem nogle af de kvarterer, de plejer at cykle igennem, når de skal til træning. Og når judoinstruktøren pludselig taler med de små orangebæltede drenge om, hvordan man forsvarer sig mod en knivstikker.

Så ugen, hvor vi hentede falafel, var også ugen, hvor min datter tissede i sengen for første gang nogensinde.

Det var også ugen, hvor jeg for første gang har hørt min kone sige: »Allan, i dag køber jeg fandeme en peberspray.«

Samme dag ringede hun og beskrev en surrealistisk situation i en forretning i Jerusalems centrum. Foran hende stod en russisk bedstemor, der ville have en strømpistol.

»Kan jeg få rabat, hvis jeg tager to?« spurgte hun med tung russisk accent.

Den franske jøde bag min kone ville have et sværd. Og det skulle bare være skarpt. Peberspray var udsolgt, så hun kom tomhændet hjem med en stærk følelse af usikkerhed og angst. Vi lagde børnene i seng og satte os i haven og førte flere samtaler med skolens forældreråd, der nu har taget initiativ til et forældrevagtværn på skolen. Der er allerede en væbnet vagt på børnenes skole. Men de fleste forældre mener, at det ikke er nok. Og nu er der lavet en turnusordning. Med den spontanitet og uforudsigelighed, hvormed knivangrebene finder sted i hele Jerusalem, er mange forældre parate til at ofre en halv arbejdsdag for at bøffe sikkerheden på skolen op.

Mens vi sad i haven og forsøgte at være ansvarlige forældre i en surrealistisk by, kom Jaber og Moussa ind gennem porten. De er to af vores bedste palæstinensiske venner. De bor mellem Hebron og Jerusalem, men arbejder i Jerusalem. De ville lige sige hej og drikke en kop kaffe inden hjemturen. De så lige så trætte ud som os.

»Sikken en situation,« sagde Jaber. Moussa nikkede uden at sige noget. Det samme gjorde vi. De forsøger også at være ansvarlige forældre. De står tidligt op, går på arbejde, køber ind og bekymrer sig for familien. De kører frem og tilbage hver dag. Og lige som os er de bange. Ikke for at blive stukket ned, men for at blive arresteret, mistænkeliggjort eller overfaldet på vej til og gennem Jerusalem.

Den time, de sad i haven, var vi hinandens spejl. Deres store børn har også tisset i sengen på det seneste. Især når de israelske soldater har været på natlige operationer i landsbyen. De er lige så bange for at gå på gaden som os. Men i modsætning til min kone, der kunne have købt en peberspray, hvis de bare havde haft en på lager, vil Jaber og Moussa ende i fængsel, hvis sådan en dåse bliver fundet i deres lomme. Jaber er håndværker, men i øjeblikket kan han ikke engang tage en skruetrækker med gennem den israelske kontrolpost.

Den aften var ikke første gang, at vi alle fire blev enige om, at livet i Jerusalem ofte er som at være en brik, der til enhver tid risikerer at »blive slået hjem« af ekstremisterne på begge sider. Sådan har det været mange gange før, og vi gav hinanden hånden på, at det nok skal gå over. Lige indtil det starter igen.