Joe Biden er igen og igen blevet spurgt, om han vil benåde sin søn Hunter Biden i de straffesager, han var involveret i.
Svaret har været et klart »nej«.
Indtil søndag aften, hvor Biden brød sit løfte og underskrev en benådning af sin søn Hunter Biden.
Beslutningen har mødt kritik. Og selv på CNN, hvor de ellers sjældent er Biden-kritiske, får præsidenten en usædvanlig hård medfart.
I går aftes leverede den berømte CNN-vært Jake Tapper en fem minutter lang monolog, hvor han revsede Joe Biden. Du kan se et klip øverst i artiklen.
»Selvom vi alle kan sympatisere med præsidenten, som allerede har mistet to børn under tragiske omstændigheder, og de fleste af os helt sikkert ville hjælpe vores børn på enhver måde, vi overhovedet kunne, er det også rigtigt, at dagens beslutning udstiller det juridiske system som et system, der hjælper dem med det rigtige efternavn,« sagde Jake Tapper.
»Fængsler er fulde af mennesker, der har truffet dårlige valg, endda brudt love, på grund af deres afhængighed. Bare ærgerligt for dem, at de har det forkerte efternavn,« lød det videre.
Hunter Biden var blandt andet kendt skyldig i et brud på våbenloven. Han havde købt en pistol, men ulovligt skjult, at han havde et stofmisbrug.
Intern kritik fra Bidens parti
Jake Tapper er langtfra den eneste, der har kritiseret Biden for hans beslutning om at benåde sin søn.
Det har flere stemmer fra Det Demokratiske Parti også:
»Jeg er skuffet over, at han sætter sin familie foran landet,« skriver Colorados demokratiske guvernør, Jared Polis, på X.
»Det danner en dårlig præcedens, som kan blive misbrugt af fremtidige præsidenter, og det vil desværre skade hans omdømme,« skriver guvernøren.
Også kongrespolitikeren Greg Stanton fra Arizona kritiserer beslutningen.
»Jeg respekterer præsident Biden, men jeg tror, at han tog fejl denne gang,« skriver han på X.
»Det var ikke en politisk motiveret retsforfølgelse. Hunter begik forbrydelser, og han blev dømt af en jury bestående af sine landsmænd.«
I en erklæring fra Det Hvide Hus skrev Joe Biden søndag, at han »fra den dag han tiltrådte (som USAs præsident, red.), har sagt, at han ikke ville komme til at blande sig i justitsministeriets beslutninger«.
»Jeg har holdt mit ord, selvom jeg har set min søn blive selektivt og uretfærdigt retsforfulgt,« lød det fra Biden i erklæringen.