Selv de grundigste beredskabsplaner fungerer ikke, når målorkanen Messi rammer

Messi scorede sit 600. mål for FC Barcelona i aftes i Champions League-semifinalen mod Liverpool FC – præcis 14 år efter at han 1. maj 2005 scorede sit første mål for klubben.

Lionel Messi fejrer sit andet og FC Barcelonas tredje mål i Champions League-semifinalen mod engelske Liverpool. Bag ham ses Sergi Roberto, Luis Suárez og Sergio Busquets. Fold sammen
Læs mere
Foto: SUSANA VERA

Jürgen Klopp havde bedt sine spillere i Liverpool FC om at være modige. Hvis planen skulle virke – hvis planen skulle have nogen som helst chance for at virke – måtte de udvise mod, fortalte han dem. Mod til at angribe FC Barcelona og få deres navnkundige modstandere til at løbe. Og mod til også – en gang imellem – at tage sig lidt latterligt ud.

Klopp havde som altid gjort sit hjemmearbejde. Han havde minutiøst gennemgået Barcelonas seneste kampe, analyseret, findelt dem for at opspore ethvert tegn på svaghed, ethvert glimt af håb. Han bemærkede, hvordan Real Sociedad havde grebet opgaven an og siden også Levante. Ingen af de to hold havde vundet deres kamp, naturligvis. Når man analyserer FC Barcelona, handler det om at finde de få perler i en masse nederlag.

Sammen med sin trænerstab lagde Klopp en plan for onsdagens første kamp i Liverpools Champions League-semifinale. Klopp vidste udmærket, at selv en nøje udtænkt plan ikke er en garanti for noget som helst på Camp Nou.

»Mange er kommet til Barcelona med en plan – blot for at få en ordentlig én på hatten,« sagde han aftenen før kampen.

Men han vidste lige så vel, at hvis man ikke har en plan, er det nærmest en garanti for fiasko.

Så i den korte tid, han havde til rådighed i løbet af de mest hektiske uger i holdets sæson, forberedte han sig på at bruge midtbanespilleren Georginio Wijnaldum på en uvant plads: Ikke så meget som en såkaldt falsk nier, men snarere en defensiv tier, der skulle duplikere Roberto Firminos arbejdsindsats snarere end hans præcision.

Han hentede Joe Gomez ind som højreback, en mere forsigtig disposition end den normale spiller på den position, Trent Alexander-Arnold. Der var brug for et omhyggeligt og pligtopfyldende svar på Jordi Alba, Barcelonas hurtige venstreback.

For at sikre, at Liverpool ikke mistede for meget af sin karakteristiske dynamik, ville Klopp indskærpe over for sin venstreback, Andy Robertson, at han skulle søge så meget frem ad banen, som spillet ville tillade. På den måde kunne han udnytte de områder, som Klopp vidste ville blive åbnet, når Lionel Messi gav sig til at strejfe rundt på banen.

Hans ideer begrænsede sig ikke til holdopstillingen. Wijnaldums primære opgave var at forstyrre Sergio Busquets, Barcelonas elegante spilfordeler. Fabinho er normalt Liverpools midtbaneanker, men han skulle nu sørge for at ligge tæt på Messi, når denne drev ind på midten af banen. James Milner og Naby Keita, som ligger på hver sin side af Fabinho, skulle komme ham til hjælp så hurtigt som muligt, så de kunne afsnøre spilmulighederne for argentineren.

Men trods alle sine forholdsregler indskærpede Klopp for sine spillere, at de ikke skulle vise Barcelona overdreven respekt. Han ville have sit hold indstillet på at »se latterligt ud, blive spillet mellem benene, men alligevel være klar og indstillet på at gå hele vejen«.

Liverpools midterforsvarere, Virgil van Dijk og Joel Matip, blev advaret om, at de risikerede at blive efterladt i en mod en-situationer, som van Dijk formulerer det. Klopp havde sagt – og her kommer det ord igen – at de skulle være »modige« nok til at stole på sig selv, selv over for denne modstander. Og først når de magtede det, kunne Liverpool, som Klopp sagde det, »begynde at spille fodbold«.

Efter kampen insisterede Klopp på, at han var »virkelig tilfreds« med indsatsen – at holdet havde ydet den bedste præstation på udebane i hans tid som træner, at han havde »haft det rigtig sjovt« – og man kunne tænke, at han nok bare forsøgte at slette indtrykket af Liverpools 3-0-nederlag onsdag.

Det gik helt galt for Liverpool-manager Jürgen Klopp, der på Nou Camp så sit hold brænde chance på chance i Champions League-semifinalen mod Barcelona. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERT GEA.

For det var jo et temmelig oplagt forsøg på at bortlede opmærksomheden fra den hårde kendsgerning, at Liverpool er så godt som ude af Champions League. Eller også var det i bedste fald en træner, der svævede et sted mellem en uudryddelig tro på sine spillere og galopperende vrangforestillinger.

Klopp var imidlertid alvorlig nok i sin ros. Og det føltes heller ikke, som om han tog fejl. Liverpool havde været modige. Hans forsvarsspillere havde været forberedt på at stå isoleret over for Barcelonas stjernebesatte angreb. Hans midtbane havde dårligt givet Messi et øjebliks ro, og hans forwarder havde skabt chancer og problemer for hjemmeholdets forsvar. De havde stået fast over for Barcelona. De havde udført planen, og de havde, som træneren sagde, »gjort alting rigtigt«.

At det så alt sammen havde været forgæves, at Liverpool kun havde skuffelser og ærgrelse tilbage efter kampen, skyldtes ikke, at Klopp havde »taget fejl af det hele«, som han selv sagde. Liverpool havde ikke tabt på grund af en eller anden fatal fejl eller et indlysende svigt.

Holdet havde tabt, fordi uanset hvor godt et hold spiller, og uanset hvor godt træneren forbereder sig, så vil FC Barcelona altid kunne finde en vej igennem forsvarsværkerne. Som det skete ved det første mål, der opstod som følge af en aflevering, som egentlig ikke burde kunne gennemføres, men som alligevel blev serveret af Jordi Alba og eksekveret af Luis Suárez.

Og Liverpool tabte, fordi bolden somme tider ruller den ene vej og ikke den anden – hen til Suárez' fødder, så den kan blive sparket mod stolpen og derfra hoppe direkte ud til Messi i stedet for ... ja, et hvilket som helst andet sted.

Og Liverpool tabte, fordi Messi med en helt usædvanlig frekvens formår at placere et frispark oppe i det fjerneste hjørne af målrammen – selv når han egentlig er for langt fra målet til at gøre det, og selv om han ikke synes at ramme bolden særlig hårdt, og selv om du er sikker på, at han ikke vil kunne gøre det igen.

Jürgen Klopp kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene, da han så det spark. Det var samtidig Lionel Messis 600. mål for FC Barcelona.

»Hvilket frispark,« sagde Klopp – med et bredt smil.

Rory Smith er The New York Times' fodboldkommentator

Oversættelse: Lars Rosenkvist