JERUSALEM: Man skal virkeligt lede længe efter en vælger, der stemmer på venstrefløjen i Jerusalems ortodokse Meah Shearim-kvarter. Hvis den slags overhovedet findes.

Til trods for, at den ortodokse tredjedel af Jerusalems befolkning er byens fattigste, stemmer så godt som ingen på de venstrefløjspartier, der kæmper for et bredt socialt sikkerhedsnet.

»I Meah Shearim er der tre muligheder,« fortæller Baruch, en ung ortodoks mand der ikke selv stemmer.

»Der er Yachad-partiet, Shas og Forenet Tora-Jødedom. Det er det. Rabbinerne siger, hvem vi skal stemme på,« tilføjer han.

Det samme gælder i byen Bnei Brak uden for Tel Aviv og i et vist omfang i Bet Shemesh, hvor der er større ortodokse befolkningsgrupper. Ingen overraskelser her.

Selv blandt de ortodokse partier er der en meget markant opdeling. Shas-partiet har ført kampagne under mottoet »en sefarder stemmer på en sefarder« forstået på den måde, at hvis man er religiøs jøde med mellemøstlig baggrund, er det Shas-partiet, man bør stemme på.

Det appellerer til mange af dem, der føler sig undertrykt af den såkaldte ashkenazi-elite, og Shas har traditionelt gode valg i Jerusalem og byerne omkring Beer Sheva, hvor partiets skoler, børnehaver og sociale netværk er meget omfattende.

I store træk er Israel delt op i en række forudsigelige vælgergrupper. Den arabiske befolkningsgruppe, der udgør 20 procent af befolkningen, stemte i går i højere tal end ved tidligere valg, fordi de små arabiske partier er gået sammen i en blok. Nogle israelske arabere stemte på Zionistisk Union, Meretz og den tidligere Likud-minister Moshe Kahlon fra Kulanu-partiet. Men langt størstedelen af den israelsk-arabiske befolkning stemte i går på et enkelt parti, Den Forenede Liste.

Den russiske stemme

Sådan plejede det at være med de russiske immigranter i Israel. Flere end én million russere kom til Israel efter Sovjetunionens opløsning. Lige siden har de traditionelt stemt på russiske partier. Men ikke længere, selv om russer-byen Ashkelon nord for Gaza har været tilklistret med russisksprogede valgplakater de seneste uger.

Den såkaldte russiske stemme har spredt sig mellem partierne fra venstre, hen over midten og til højre. Russerne er for alvor blevet israelere, selv om de stadig handler i russiske supermarkeder, læser russiske aviser og stort set kan klare sig på modersmålet. Politisk set er den russiske befolkningsgruppe ikke længere en sektor for sig. Tendensen kan aflæses på det meget dårlige valg, udenrigsminister Avigdor Liebermans parti havde i går.

Kun »boblen«, som Tel Aviv kaldes i Israel, er stabil. Tel Aviv er den eneste by i Israel, hvor venstrefløjen altid kan regne med en solid sejr. Det er venstrefløjspartiernes højborg, og det er byen, hvor den ashkenazi-jødiske elite stadig står stærkt. Det er her, Yitzhak Herzog føler sig hjemme blandt kernevælgere. Og det er byen, hvor man i sidste uge rynkede panden, da højrefløjen afholdt en massedemonstration på Rabin-torvet midt i byen.

Tel Aviv er kontrasten

Tel Aviv er nok den tydeligste kontrast til Vestbreddens mest nationalreligiøse bosættelser. Her er det Naftali Bennett fra partiet Det Jødiske Hjem, der er helten. Hans aggressive retorik over for palæstinenserne falder i god jord hos dem, der frygter, at en eventuel venstrefløjsregering vil rømme de jødiske bosættelser på Vestbredden til gengæld for en fredsaftale med palæstinenserne.

Lidt mere broget ser det ud i de bosættelser, hvor befolkningen ikke nødvendigvis er religiøs. Flere af bosættelserne omkring Jerusalem er hjemsted for de israelske jøder, der ikke nødvendigvis er flyttet til Vestbredden af ideologiske årsager, men snarere fordi det er økonomisk fordelagtigt.

Yofat Volkof, der bor i bosættelsen Anatot uden for Jerusalem, stemmer på Yair Lapids parti, Yesh Atid. Det gør hun, fordi Yesh Atid er det parti, der har talt mest om at hjælpe unge israelske par med at få råd til at købe hus eller lejlighed og have penge nok sidst på måneden til at fylde indkøbsvognen i supermarkedet.