Seksfoldigt mord i Dusburg bærer mafiaens håndskrift

Italienske myndigheder er overbeviste om, at mafiaen står bag blodbad i den vesttyske by Duisburg, hvor seks italienere natten til onsdag blev likvideret.

Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Seks blå ligposer, to gennemhullede biler og et stort opbud af rystede retsmedicinere, politibetjente og pressefolk bag afspærringen.

Området omkring hovedbanegården i Duisburg lignede onsdag en scene fra en amerikansk gangsterfilm. Seks italienenske mænd var ved halv tre-tiden om natten blevet likvideret med skud i hovederne foran en italiensk restaurant i den tyske Ruhrdistrikt-by.

Ifølge Italiens indenrigsminister, Gulio Amato, var ofrene indblandet i en fejde mellem rivaliserende mafiaklaner.

- Mordene er udtryk for et helt enestående opgør, især fordi det for første gang fandt sted i udlandet, sagde politiets næstkommanderende i Reggio Calabria, Luigi De Sena, til nyhedsbureauet Ansa.

Den tyske mordkomissions leder, Heinz Sprenger, ville dog ikke umiddelbart bekræfte mafiamistanken.

- Vi efterforsker i alle retninger, sagde han.

/ritzau/