Seks millioner amerikanere kan miste madhjælp
USA's landbrugsministerium vil stramme reglerne for fødevarehjælp til familier med lave indkomster.

USA's landbrugsministerium vil stramme reglerne for fødevarehjælp til familier med lave indkomster.

Yderligere 6,3 millioner amerikanere kan potentielt miste deres adgang til offentlig madhjælp, hvis et nyt forslag fra Trump-administrationen bliver gennemført.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Forslaget kommer fra landets landbrugsministerium (USDA).
Det sker, efter at flere end 5,5 millioner amerikanere har mistet deres adgang til madkuponer som følge af de nedskæringer, som landets præsident, Donald Trump, gennemførte i juli 2025.
I USA kan borgere med lave indkomster modtage fødevarehjælp gennem programmet Snap, som udbetales månedligt.
I dag får mange familier, der modtager kontanthjælp, automatisk adgang til fødevarehjælpen.
Men det nye forslag vil fjerne den automatiske adgang.
Det betyder, at familierne fremover skal leve op til Snaps egne indkomstkrav for at kunne modtage støtte til mad.
Ifølge forslaget vil ændringerne gøre kriterierne for Snap mere ensartede og sikre, at ydelserne forbeholdes "de reelt trængende".
Hvis USDA's forslag gennemføres, vil næsten 18 procent af Snap-modtagerne, svarende til omkring 6,3 millioner mennesker, miste deres ydelser.
Det fremgår af ministeriets egen analyse, som er vedlagt forslaget, skriver Reuters.
Siden Trumps nedskæringer i juli 2025 er antallet af modtagere af fødevarehjælpen faldet.
Det skyldes blandt andet, at delstaterne har haft vanskeligt ved at gennemføre de administrative ændringer i programmet og samtidig håndtere de betydelige ekstraudgifter, som lovgivningen medførte.
Snap giver også adgang til andre fødevarehjælpsordninger.
USDA vurderer, at 1,8 millioner børn vil miste retten til gratis skolefrokost, hvis forslaget bliver vedtaget.
Demokraten Angie Craig, næstformand i landbrugsudvalget i Repræsentanternes Hus, kalder forslaget for "hjerteløst og grusomt".
- Det foreslåede regelsæt vil gøre det vanskeligere for mennesker at få dækket deres mest grundlæggende behov og tilbagerulle bestræbelserne på at forenkle de føderale programmer, siger hun i en udtalelse.
Offentligheden har 30 dage til at indsende høringssvar til det foreslåede regelsæt.
RITZAU