Seks anholdt ved tibetansk protest mod OL i Kina

Seks tibetanske uafhængighedsaktivister blev tirsdag arresteret, da de protesterede for et frit Tibet, nu da der kun er et år til, at OL i Kina skydes i gang.

Seks tibetanske uafhængighedsaktivister blev tirsdag anholdt under en protestaktion ved Den Store Mur nær Beijing, meddelte de to arrangører bag protesten, "Free Tibet Campaign" og "Students for a Free Tibet".

Et år før, OL i Kina skydes i gang, rullede aktivisterne et 42 kvadratmeter stort banner ud med påskriften "En verden, en drøm - befri Tibet 2008", som på engelsk og kinesisk henviste til de olympiske sommerleges officielle motto.

Efter to timer greb politiet ind og anholdt tibetanerne, hvis skæbne foreløbig er uvis.

Tenzin Dorjee fra studenterbevægelsen for et frit Tibet sagde, at tibetanernes olympiske drøm er at opnå frihed inden august 2008.

/ritzau/