Sejren der skaber splid

Præsident Erdogans sejr ved folkeafstemningen efterlader Tyrkiet dybt splittet.

Dagen efter folkeafstemningen i Tyrkiet emmer af, at livet fortsætter som normalt. Officielt blev folkeafstemningen afgjort med et ja til Præsident Erdogans favør, men flere oppositionspatier sår tvivl om resultatet og mener, at der har været valgfusk involveret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

ISTANBUL: Mange tyrkiske øjenbryn lod sig hæve søndag aften.

Ikke kun fordi næsten halvdelen stod på tabernes side i folkeafstemningen. Men især fordi mange af disse tabere føler, at afstemningen blev afviklet og afgjort i lynfart og på en måde, der rejser kritik og spørgsmål.

Det officielle valgresultat vil først blive offentliggjort om ti dage, men fyrværkeriet er skudt af. Sejren til ja-sigerne, der blev annonceret på samtlige regeringsvenlige TV-kanaler, er en kendsgerning. I hvert fald for vinderne. Og selv om anklager om valgfusk strømmede ind hele søndag, skyndte præsident Recep Tayyip Erdogan og premierminister Binali Yildirim sig at erklære sejren søndag aften.

Deres forhastede sejrstaler er en kopi af Egyptens Muslimske Broderskabs ageren efter præsidentvalget i 2012. Her var der også mange konkrete klager over uregelmæssigheder. Men da den Egyptens officielle valgkomité udskød offentliggørelsen af det endelige resultat, skyndte Broderskabet sig at erklære sejren. Og derved blev det.

At den tyrkiske valgkomité midt i kampens hede besluttede sig for at godkende ustemplede valgkonvolutter, vil næppe ændre noget. Det vil de mange andre ubekræftede meldinger om valgfusk heller ikke. Selv stemmetallene fra de kurdisk dominerede østlige områder vil ikke pille ved valgresultatet. I byen Diyarbakir, stemte næsten en tredjedel på Erdogan, ifølge stemmeoptællingen. Det er til trods for at Diyarbakir har fået den værste side af det tyrkiske militær at smage, siden fredsprocessen mellem regeringen og PKK brød sammen i sommeren 2015. Og mildest talt er mange nej-sigere overraskede over, at der pludselig skulle bo så mange Erdogan-tilhængere i Diyarbakir. Den generelle opfattelse blandt nej-sigerne er, at den tyrkiske ledelse har udnyttet den fortsatte undtagelsestilstand til at puste antallet af ja-sigere i de mest kaosramte områder op. Men de kan ikke gøre noget, og sejrherrerne fra AKP-partiet er allerede i gang med at forklare, at de mange kurdiske ja-sigere, i virkeligheden er et udtryk for, at kurderne mod øst er blevet banket til fornuft og nu ønsker en fornyet fredsproces med regeringen i Ankara.

Den tyrkiske opposition vil blive tvunget til at indse, at den ikke kan ændre valgresultatet. Det bliver en bitter proces. Men det, der især vil skabe bitterhed på længere sigt, er den hastige erklæring af sejren, og den tyrkiske ledelses forklaring af fænomener som de mange kurdiske ja-sigere og årsagen til deres overraskende måde at stemme på.

For de letkøbte forklaringer deler befolkningen mere end noget andet. For nej-sigerne beviser ledelsens opførsel, at de pæne ord om et samlet Tyrkiet, ikke er andet end floskler. For nej-sigerne har folkeafstemningen bevist, at Erdogan og AKP-partiet vil vende og dreje alt til deres egen fordel, også selv om det er på bekostning af halvdelen af befolkningen. Og det begynder at dæmre for nej-sigerne, at de står over for en størrelse, der ikke kun har viljen til at gennemtvinge sit verdenssyn og sine analyser af situationen, men også magten til at realisere dem.

Derfor ventes Tyrkiet at gå en endnu hårdere intern opdeling i møde. Præsident Erdogan vil blive husket for at underminere næsten halvdelen af befolkningen i en mudret folkeafstemning, der gav ham al magten i landet. Og det faktum, at nej-sigerne ikke blev slået med jordskredssejr, men med en kneben og kritisabel sejr, betyder, at Erdogan får brug for at bruge sin magt i fremtiden for at holde nej-sigerne uden for magtens korridorer. I den henseende vender den frie presse ikke tilbage. Det juridiske system vil blive udhulet, og nye tyrkiske generationer vil blive forsøgt præget af - og opflasket med - den Broderskabs-islamisme, der er AKP-partiets ideologiske næring.

Det punkt, hvor Tyrkiet ikke minder om Egypten, er, at de kræfter i militæret, der væltede Broderskabets præsident Mohammed Mursi i Egypten, ikke længere har nogen parallel i Tyrkiet. De forsøgte sig, men fejlede under kupforsøget mod Erdogan i sommeren 2016. Dengang stod han på tærsklen til at slutte sig til den fængslede og tidligere egyptiske præsident Mursi. Og for Erdogan er det en lektie, der har lært ham, at han i 2017 kan stole lige så lidt på den ene halvdel af befolkningen, som denne stoler på ham.