Sejr til »Få jobbet gjort«-Christie skyder præsidentræset i gang

Nyhedsanalyse: Sejren for den republikanske guvernør Chris Christie i New Jersey giver visse republikanere nyt håb om at kunne erobre præsidentposten.

Chris Christie med sin datter, Sarah, efter at have holdt takketale til vælgerne, der genvalgte ham i New Jersey. Fold sammen
Læs mere
Foto: EDUARDO MUNOZ

WASHINGTON: Den amerikanske guvernør i New Jersey, Chris Christie, vandt en knusende sejr natten til onsdag, hvor den republikanske guvernør fik 60 procent af stemmerne og slog sin politiske modstander, demokraten Barbara Buono, som fik omkring 39 procent af stemmerne. 

Det var ventet, at Christie ville vinde også med en stor margin. Men den enorme sejr giver samtidig republikanerne håb om at kunne erobre præsidentposten i 2016, hvis Christies strategi kan overføres nationalt. Selv lægger han ikke skjul på, at han har ambitioner om noget større end at være guvernør. Som f.eks. at blive præsident.

Christie leverede i nat dansk tid en sejrstale, hvor han gik skarpt i rette både med demokrater og med republikanere for ikke at samarbejde i Kongressen og for ikke at få »jobbet gjort«. Hans takketale til vælgerne blev opfattet som en valgtale til præsidentvalget i 2016, hvor hans tilbagevendende tema var, at amerikanerne er trætte af det, der foregår i Washington med meget lidt samarbejde mellem de politiske fløje. »Få jobbet gjort« var det tilbagevendende motto for den nyvalgte guvernør, som nu begynder sin anden periode i det job.

Men det var ikke udelukkende jordskredssejren til Christie, der var interessant og styrkede guvernøren også internt i det republikanske parti. Det var i lige så høj grad de underliggende stemmetal og så det faktum, at i en anden stat gik det grueligt galt for republikanerne, nemlig i delstaten Virginia. Der stillede en højrefløjsrepublikaner, Ken Cuccinelli, med stærk tilknytning til Tea-party-bevægelsen op. At republikanerne tabte guvernørvalget i Virginia styrker Christies moderate linje i det republikanske parti, når og hvis han stiller op som partiets præsidentkandidat ved næste valg i 2016.

For partiet er mere end nogensinde før internt splittet, og Christies tilhængere vil hævde, at kun en person som han vil have mulighederne for at generobre Det Hvide Hus ved næste valg.

USA havde en række valg i går. Borgmestervalg i New York, i Boston, i Detroit og så i Seattle og en række lignende valg. Men to guvernørposter var også i spil. Det ene som sagt i New Jersey. Christie slog sig i valgkampen op på samarbejde med demokraterne, og han gjorde et større nummer ud af, at det er på tide at holde inde med ideologi og levere varen i form af politiske kompromisser. Et direkte angreb på højrefløjen i sit eget parti.

I Virginia stod slaget også mellem republikanerne og demokraterne. Virginia har været en republikansk delstat i mange år, selv om det lykkedes for den demokratiske præsident, Barack Obama, at erobre delstaten ved valgene i 2008 og 2012 og blive en svingstat. Cuccinelli stillede op og tabte valget snævert til en demokratisk guvernørkandidat, Terry Mcauliffe, på trods af, at Virginias republikanske rødder.

Den republikanske kandidat slog sig oven i købet op på at sige, at valgets hovedtema var ja eller nej til Obamas sygeforsikringsreform, hvilket vælgerne heller ikke købte. Det var derfor også en sejr til den moderate Christie. For når en Tea-party kandidat ikke kan vinde i Virginia, så kan det være, at republikanerne skal overveje en person til Christie, hvis de vil vinde præsidentvalget. Sådan lyder analyserne her dagen efter guvernørvalget.

I New Jersey var det bemærkelsesværdige, at Christie faktisk havde godt tag i de latino-vælgere, som ellers stemmer demokratisk. Netop latino-vælgerne har været republikanernes store hovedpine. Og han havde også godt tag i en del af de vælgere, der sidste havde stemt demokratisk. En imponerende indsats, som dog også skyldes, at orkanen Sandy, der ramte New Jerseys kyst med stor kraft for godt et år siden, var Christies svendestykke som guvernør. Han var alle vegne og opmuntrede folk og viste ledelse.

Og i New York vandt demokraterne for første gang i 25 borgmesterposten.  Bill de Blasio vandt valget på et venstrefløjsprogram, hvor han går ind for højere skatter, men også for at love at ville koncentrere sig om andet end Manhattan. En række af byen New Yorks forstæder føler sig forsømt og mener, at der ikke bliver gjort nok for at bekæmpe kriminaliteten. Hans modstander, republikaneren Joe Lhota, var dog så usynlig, at en del af de Blasios store sejr også skyldes, at Lhota ikke kunne trænge igennem som en troværdig politiker.