Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Demokraterne sikrer sig 51 pladser i Senatet i USA efter anden valgrunde i delstaten Georgia. Dermed har partiet flertal.
Det viser en prognose fra Edison Research ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den siddende demokratiske senator i Georgia, Raphael Warnock, har natten til onsdag dansk tid besejret den republikanske modkandidat, Herschel Walker.
De to skulle ud i et omvalg, efter at ingen af dem fik over halvdelen af stemmerne i delstaten ved midtvejsvalget 8. november.
Demokraterne havde allerede forud for anden valgrunde sikret sig magten i Senatet med 50 pladser, hvor der i alt er 100 pladser. Ved stemmelighed har vicepræsidenten dog den afgørende stemme. Det er i øjeblikket demokratiske Kamala Harris.
Plads nummer 51 giver dog partiet et reelt flertal.
Det vil blandt andet blive nemmere for Demokraterne at håndtere den demokratiske senator Joe Manchin. Han har i sine første to år som senator blokeret flere af præsident Bidens forslag i Senatet.
Warnocks sejr slår samtidig fast, at delstaten kan få en afgørende rolle ved præsidentvalget i 2024. Georgia har traditionelt været en republikansk højborg, men Demokraterne har sejret tre gange ved valg til Senatet de seneste to år.
»Tak, Georgia. Vi gjorde det igen,« skriver Raphael Warnock på Twitter som reaktion på sejren.
Den siddende demokratiske præsident, Joe Biden, vandt desuden delstaten ved præsidentvalget i 2020.
Republikaneren Herschel Walkers nederlag er samtidig et tilbageslag for den tidligere præsident Donald Trump, der går efter at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2024.
Den tidligere præsident har støttet Walker og en række andre kandidater under valgkampen, men kandidaterne er ikke kommet gennem midtvejsvalget med udpræget succes.
/ritzau/