De ligger dybt nede under Gazas overflade og er store nok til, at en motorcykel kan passere igennem.
Og så er de ifølge Israel fyldt til overflod med alle de ting, den palæstinensiske civilbefolkning så desperat mangler.
Ifølge det israelske militær, IDF, har israelske styrker lokaliseret og ødelagt omkring 130 tunnelindgange i Gazastriben, siden de rykkede ind i Gaza.
På X deler militæret en video, der angiveligt viser, hvordan tunnelskakterne bliver beskudt.
»IDFs kampingeniører arbejder i øjeblikket på at afsløre og ødelægge Hamas' terrorinfrastruktur i Gaza, herunder tunneler,« skriver IDF.
»Vand- og iltlagre fundet i tunnelerne indikerer Hamas' forberedelser til længerevarende ophold under jorden.«
Hverken videoen eller antallet af tunneler er bekræftet af uafhængige kilder.
Helt ned til 45 meters dybde
Arabiske og vestlige myndigheder bekræftede i slutningen af oktober, at der er hold i Israels påstand om, at Hamas over en længere periode har bygget kilometervis af tunneler under Gazastriben.
Tunnelerne er ikke kun indviklede, hemmelige færdselsveje under jorden.
De er ifølge The New York Times også fyldt med alskens fornødenheder, som lokalbefolkningen i Gaza har alt andet end rigeligt af – mad, vand, medicin, brændstof og ammunition.
Tunnelsystemet er over tid blevet udvidet og langt mere avanceret. De israelske myndigheder kalder det »metroen«, hvilket indikerer dets kompleksitet – men reelt ved ingen, nøjagtig hvor mange kilometer tunnel Hamas har at operere i.
Det forlyder ifølge The Guardian, at nogle tunneler ligger i helt ned til 45 meters dybde.
For knap to uger siden fortalte IDF, at israelske kampfly havde angrebet 150 »underjordiske mål« i det nordlige Gaza.
Det drejede sig om »terrortunneler, underjordiske kamprum og yderligere underjordisk infrastruktur«.



