Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Aller Media i Sverige lukker nu Se og Hørs svenske søsterblad af samme navn, skriver mediawatch.dk.
Det svenske Se og Hør skal erstattes af titlen Hänt i Veckan, det betyder »sket i ugen«. Det er en gammel titel, som nu får et comeback efter 20 år.
Lukningen af det svenske sladderblad har ingen forbindelser til den danske se og Hør-skandale, understreger Bo Liljeberg, der er chefredaktør på bladene Hänt Extra og Hänt Bild.
»Det har det slet ikke. Jeg begyndte arbejdet med dette i februar og efter to uger vidste vi, hvad vi ville gøre. Først lang tid efter kom den her historie. Vi har kun ejerne og navnet tilfælles,« siger Bo Liljeberg til det svenske netmedie Resumé ifølge mediawatch.dk.
Se og Hør-skandalen i Danmark begyndte at rulle, da det kom frem, at bladet havde betalt en ansat hos Nets for at overvåge kendte menneskers kreditkort gennem en årrække.
I 2007 var norske Se og Hør også igennem en lignende sag om køb af kreditkortoplysninger, som dog var langt mindre omfattende end det danske tilfælde.
Bo Liljeberg forklarer lukningen af svensk Se og Hør med, at udviklingen af sladderbladet ikke er gået som forventet, og det derfor er nødvendigt med en lukning.
Chefredaktøren glæder sig over et comeback til Hänt i Veckan:
»Vi har længe haft lyst til igen at bruge navnet Hänt i Veckan, som, selv om det har været væk fra markedet i 20 år, stadig er et af Sveriges mest kendte varemærker,« fortæller Bo Liljeberg,
Sammenligner man danske og svenske Se og Hør, udkommer danske Se og Hør i et oplag på 113.000, mens det svenske udkommer i 93.000 eksemplarer. Det viser tallene fra 2013 ifølge mediawatch.dk.
Aller Media i Danmark har nedsat en arbejdsgruppe bestående af Aller Medias direktion og chefredaktør på Se og Hør Niels Pinborg, der skal lave en omlægning af det danske Se og Hør.