Se grundigt på dette kort: Noget er helt galt

Nyt kort gør Kinas naboer rasende. Store dele af deres territorier er markeret som kinesisk. Provokationen risikerer at ende som et »selvmål« for Kina, vurderer Berlingskes Asien-korrespondent.    

70-årige Xi Jinping har i over ti år været Kinas præsident. Perioden har budt på mange konflikter i Det Sydkinesiske Hav.  Xinhua/EPA/Ritzau Scanpix

Et nyt kort over Kina, der er frigivet af det kinesiske ministerium for naturressourcer, er ikke faldet i god jord. 

Kinas regering gør krav på utallige områder i Asien, som andre stater har kontrol over eller selv gør krav på.

Filippinerne, Malaysia og Indien har allerede gjort indsigelser mod kortet og Kina, som de beskylder for at gøre krav på deres territorium.

»Vi har indgivet en stærk protest omkring det såkaldte 2023 »standardkort« over Kina, der gør krav på indisk territorium. Vi afviser disse påstande, da de ikke har noget grundlag,« lyder det i en erklæring fra den indiske udenrigsminister, Arindam Bagchi. Det skriver CNN.

Kortet blev opdateret denne uge for at rette op på, hvad Kina omtaler som tidligere »problematiske kort«, der ifølge kineserne misrepræsenterer dets territoriale grænser.

Det Sydkinesiske Hav er et af de områder, Kina gør krav på. Området har gennem mange år været centrum for konflikt. 

Territorier i Indien og Rusland er også på kortet angivet som kinesisk. 

Kortet indeholder store dele af Kinas nabostaters territorier, som på kortet er markeret som kinesiske. Det kinesiske ministerium for naturressourcer

»Kortet viser de kinesiske nationalisters våde drøm, og i praksis er det mere fantasi end fornuft,« siger Berlingskes Asien-korrespondent, Alexander Sjöberg. Han er til dagligt bosat i Taiwan. 

Det er imidlertid en del af Kinas strategi, vurderer han: 

»Det er jo svært for dem at gøre krav på noget, hvis de ikke viser, hvad de mener er deres. Så i den logik giver kortene mening, selvom de faktuelt er komplet misvisende.«

Det Sydkinesiske Hav har gennem mange år været centrum for territoriale krav. 

»Kinesiske krigsskibe og fly provokerer nabolandene så ofte i Det Sydkinesiske Hav, at det er svært at følge med. Kortene viser os, at Kinas regering ikke er bange for den hårde stil, de har anlagt.«

Men det provokerende kort risikerer at ende som et »selvmål« for Kina. 

»Kortet er hamrende provokerende for nabolandene. Men brugt rigtigt af Kinas modstandere kan de blive et selvmål. Kina kan godt være en bølle over for de enkelte mindre lande. Det bliver sværere, hvis de står sammen,« vurderer Alexander Sjöberg.