Se billederne: Hæren ruller ind i Bergamo for at transportere ligene ud

Bedemændene er syge, og krematoriet kan umuligt følge med. Derfor må hæren nu hjælpe til med at transportere lig ud af Bergamo. Se billederne her.

Hæren rullede i går ind i Bergamo for at hente lig ud af byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: IPA / BACKGRID UK

I går eftermiddag rullede en kolonne af militærets camouflagefarvede lastbiler gennem den norditalienske by Bergamo øst for Milano. Lastbilerne standsede ved byens gamle kirkegård, hvor krematoriet ligger.

Lastbilerne skulle imidlertid ikke bringe coronavirussens seneste ofre til krematoriet, men derimod transportere lig ud af byen, idet krematoriet ikke længere kan følge med. Der dør nu flere, end de i Bergamo kan nå at kremere.

Onsdag mistede 93 personer i Bergamo livet som følge af coronavirus, oplyser de officielle statistikker.

Det reelle tal er dog højere, forklarer byens borgmester, Giorgio Gori, til avisen Corriere della Sera.

»Der er mennesker, som dør, inden de kommer på hospitalet,« forklarer han.

De er ikke blevet testet og tæller derfor ikke i de officielle statistikker.

I lighuset på Ponte San Pietro-hospitalet i Bergamo bliver lig fragtet fra sygesengen og ned i kisten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cozzoli/Fotogramma/Ropi.

Militæret skulle onsdag hente omtrent 60 lig. Billederne af lastbilerne, der forlader Bergamo i ly af mørket, fylder i dag meget i de italienske aviser og bliver delt på sociale medier. De chokerer et Italien, som allerede er i chok.

Krematoriet i Bergamo har den seneste uge holdt åbent 24 timer i døgnet, men kremeringer tager tid, og medarbejderne kan højst nå at kremere 25 lig i døgnet. Derfor begynder myndighederne nu at transportere lig til krematorier i nabobyer.

Når kremeringerne er gennemført, vil urnerne med aske blive transporteret tilbage til Bergamo, hvor de vil blive lagt i jorden.

Lighuset på Ponte San Pietro-hospitalet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cozzoli/Fotogramma/Ropi.

I flere kirker i Bergamo står der nu kister på kirkegulvet, som afventer kremering. Ofte får de pårørende end ikke mulighed for at tage ordentligt afsked med fædre, mødre eller søskende.

Store forsamlinger – og dermed også begravelser – er blevet forbudt. Mange pårørende er selv i karantæne og må derfor ikke forlade hjemmet. Selv små begravelser bliver aflyst eller udskudt, fordi bedemændene og begravelsesselskabernes ansatte er syge.

Bedemænd og ansatte på kirkegårdene bærer beskyttelsesudstyr for at mindske smitterisikoen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flavio Lo Scalzo/Ritzau Scanpix.

Bergamo er Italiens mest coronainficerede provins. Ud af en befolkning på omtrent én million indbyggere er 4.305 personer officielt erklæret smittet. Byens hospitaler er tæt på at kollapse under presset af de mange patienter.

Alene på Papa Giovanni XXIII-hospitalet er omtrent 400 indlagt, heraf 80 på intensivafdelingen.

Læge Lorenzo Grazioli har tidligere fortalt til avisen La Stampa, at det efterhånden kan være svært at holde moralen oppe.

»Jeg arbejder 12 timer dagligt, har kun tid til at spise om aftenen, og det bliver bare ved og ved. Det er som en uendelig lang dag, der aldrig holder op,« fortæller lægen og fortsætter:

»Alle vores patienter har behov for en kompleks behandling. Vi kæmper for at finde plads til dem, og vi har desperat brug for mere udstyr og flere og helst erfarne læger – dette job er ikke for sarte sjæle.«

Officielt mistede 93 mennesker livet på grund af coronavirus i Bergamo i går. Det reelle antal er dog højere, vurderer byens borgmester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cozzoli/Fotogramma/Ropi.