»Scooter« Libby belastet af vidneudsagn

Lewis »Scooter« Libby, den tidligere toprådgiver i Det Hvide Hus, er stærkt belastet af flere vidneudsagn i straffesagen i Washington. Vidnerne bekræfter, at han kan have løjet over for FBI.

WASHINGTON: Straffesagen mod Lewis »Scooter« Libby har mange lag. Men det centrale spørgsmål i retten er simpelt: Har den tidligere toprådgiver for præsident George W. Bush og tidligere stabschef for vicepræsident Dick Cheney løjet om den såkaldte Plamegate-affære? I så fald risikerer han op mod 30 års fængsel.

Fire vidneudsagn fra topfolk i Bush-administrationen har i de seneste dage været stærkt belastende for Libby. Blandt andre den tidligere pressechef for vicepræsident Cheney, Cathie Martin, har forklaret, at hun personligt oplyste Libby og Cheney om detaljer i sagen, som Libby over for FBI har sagt, at han først fik kendskab til på et senere tidspunkt.

Det drejer sig om identiteten på den tidligere hemmelige agent i efterretningstjenesten CIA, Valerie Plame. Hendes navn blev i juli 2003 lækket til pressen af Bush-administrationen i forbindelse med dens forsøg på at tilbagevise kritik fra diplomaten Joe Wilson, der beskyldte Bush-administrationen for at have vildledt amerikanerne om Iraks masseødelæggelsesvåben. Wilson er gift med Valerie Plame. Anklageren i sagen mener, at lækagen af hendes identitet kan have været et forsøg på at få hævn.

Lækagen er dog ikke central for sagen. Anklageren mente ikke at kunne tiltale nogen for den, selv om det er ulovligt at afsløre hemmelige agenter. Sagens kerne er løgnen. Ifølge »Scooter« Libbys oprindelige forklaring til FBI og nævningetinget lærte han først at kende Valerie Plames navn, efter at det var blevet lækket. Han hørte det endda fra en journalist. Det benægter journalisten, og de foreløbige fire vidner i straffesagen har alle sagt, at de drøftede Valerie Plame med Libby lang tid før lækagen.

Cheneys tidligere pressechef Cathie Martin fortalte retten, at Cheney satte sig i spidsen for kampagnen imod Wilson. Han udstak retningslinier til Libby og hende selv, og det var hende, der allerede i juni 2003 fra FBI fik at vide, at Wilsons kone hed Valerie Plame og arbejdede i CIA. Hun gav samme dag oplysningen videre til vicepræsidenten og Libby. Altså en måned tidligere end Libby har forklaret. Cathie Martin, der er republikaner og nu arbejder som rådgiver for præsidenten, oplyste samtidig, at både Cheney og Libby var »intenst« optaget af sagen. Det har de andre vidner bekræftet. En højtstående CIA-officer har fortalt, at Libby var så ivrig efter oplysninger om Valerie Plame, at han kaldte ham ud af et vigtigt møde med daværende CIA-chef, George Tenet. Plame-sagen var vigtigere.

Advarsel fra dommer
Vidneudsagnene gør ondt på Libbys forsvar. Han påstår, at han havde glemt de mange samtaler, fordi han havde hovedet begravet i vigtigere ting - såsom nationale sikkerhedsinteresser. Men det er ikke det billede, vidnerne har tegnet. I de afgørende dage i juli 2003 fik han endda tid til et møde med skuespillerne Tom Cruise og Penelope Cruz om bevægelsen Scientologys status i Tyskland.

Dommeren i sagen har advaret Libbys forsvarere om, at hvis de fastholder påstanden om hans dårlige hukommelse, og forsøger de at fremstille vidnerne som lige så dårlige til at huske detaljer, så vil Libby blive tvunget til at vidne. Sagen fortsætter på mandag.