Scenearbejder mister livet i faldulykke på Coachella-festival

En scenearbejder faldt lørdag 18 meter ned fra et tag på en festival i Californien og døde på stedet.

Coachella slår dørene op fredag den 12. april og varer frem til søndag den 21. april. Mario Anzuoni/Reuters Fold sammen
Læs mere

Indio. Medmindre end en uge til dette års Coachella-festival i Californien, USA, er festivalen ramt af et dødsfald.

En scenearbejder har mistet livet efter et fald fra 18 meters højde. Vedkommende døde på stedet.

Det bekræfter politiet i Indio og oplyser, at en efterforskning af dødsfaldet er i gang. Det skriver flere amerikanske medier, herunder TMZ og Rolling Stone.

Brandvæsenet i Riverside County skriver på Twitter, at en person "faldt fra et tag" klokken 09:26 lørdag formiddag.

Scenearbejderens identitet er endnu ukendt.

Øjenvidner fortæller til TMZ, at scenearbejderen, angiveligt en mand, var ved at sætte en af festivalens mange scener op, da han faldt til jorden.

De fortæller, at han ikke så ud til at være iført sikkerhedsudstyr. Det samme skriver Rolling Stone, men oplysningerne er ikke bekræftet.

Coachella Valley Music and Arts Festival har natten til søndag dansk tid endnu ikke kommenteret ulykken.

Festivalen har fundet sted siden 1999. Weekendens ulykke er det tredje bekræftede dødsfald i festivalens historie.

I 2008 blev en 21-årig festivalgæst fundet livløs på en campingplads uden for festivalområdet, og i 2014 døde en 24-årige kvinde efter en formodet overdosis.

Coachella er blandt de helt store musikbegivenheder i USA med op mod 200.000 festivalgæster. Det skriver erhvervsmediet Forbes.

Arrangementet afvikles over to weekender i april og finder i år sted fra fredag 12. april til søndag 21. april. Ud over adskillige musikgenrer omfatter den også kunstudstillinger.

På plakaten i år finder man blandt andre Ariana Grande, Blood Orange, Diplo og Janella Monáe.

/ritzau/