Saudikongen vil give Mubarak milliarder

Hvis USA trækker sin bistand til Egypten, er Saudi-Arabien klar til at træde til, siger landets konge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Saudi-Arabiens kong Abdullah er parat til at støtte Egyptens præsident, Hosni Mubarak, hvis USA beslutter at trække milliardstøtten egypterne tilbage.

Det har kongen gjort klar under en telefonsamtale med USA's præsident, Barack Obama, skriver avisen The Times.

Abdullah er en nær allieret af USA, men den saudiske konge er også en nær allieret af den egyptiske præsident, som er under hårdt pres for at gå af nu og indføre demokrati.

Kongen har også indskærpet over for Obama, at USA ikke bør ydmyge Mubarak.

USA har længe værnet om de tætte forbindelser til landets vigtige allierede Egypten, som hvert år modtager 1,5 milliarder dollar i bistand.

Obama vakler derfor mellem sin støtte til Egypten i kampen mod militante islamister og opbakningen til landets demonstranter, der i ugevis har protesteret mod Mubaraks regime.

Derfor har Obama heller ikke direkte bedt den 82-årige Mubarak om at forlade posten, men han er kommet med adskillige opfordringer til, at der må sket ændringer i Egypten.

Mubarak sagde i sidste uge, at han vil træde tilbage i forbindelse med det kommende valg i september.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, understregede behovet for meningsfyldte og vedvarende politiske reformer i Egypten, da han tidligt torsdag diskuterede situationen i landet med netop kong Abdullah.

- Præsidenten lagde vægt på nødvendigheden af at tage øjeblikkelige skridt mod en velordnet overgang, som er meningsfyldt, vedvarende, legitim og svarer til den egyptiske folks higen, skriver Det Hvide Hus

Den saudiske konge har kaldt demonstranterne i Egypten for "ubudne gæster", der forsøger at rokke ved stabiliteten i landet.

Amerikanerne vil ikke røbe, hvilke meldinger USA har fået fra forskellige arabiske allierede, men ifølge Obamas stab, har han forsikret kong Abdullah, at amerikanerne stadig vil arbejde for at sikre stabiliteten i regionen.

/ritzau/Reuters