Saudiaraber skudt i sit hjem i henrettet sheiks hjemby

Lørdag blev den prominente shiamuslim Nimr al-Nimr henrettet. Sent søndag blev en mand skudt i Nimrs by.

En saudiarabisk mand blev skudt og dræbt, da sikkerhedsstyrker kom under angreb sent søndag i byen Awamiya, som var den henrettede sheik Nimr al-Nimrs hjemby.

Et otteårigt barn er desuden på hospitalet. Det er endnu uvist, hvem gerningsmanden er, og hvordan episoderne hænger sammen, skriver det statslige nyhedsbureau SPA ifølge Reuters og AFP.

Nyhedsbureauet har talt med en talsmand for politiet, som siger, at det otteårige barn bliver behandlet for skudsår på hospitalet, og at den dræbte er blevet identificeret.

Byen Awamiya ligger i den olieproducerende provins Qatif og var hjemby for den prominente shiamuslim Nimr al-Nimr, der blev henrettet lørdag sammen med 46 andre, som var dømt for terror.

Qatif har været omdrejningspunkt for uro blandt Saudi-Arabiens shiamuslimer siden demonstranter i starten af 2011 gik på gaden for at gøre en ende på forskelsbehandlingen mellem den religiøse minoritet og flertallet, som består af sunnimuslimer.

Beboerne i Qatif har siden al-Nimrs henrettelse iscenesat vrede protester og fordømt den sunnimuslimske Saud-familie, som regerer landet og træffer alle beslutninger i Saudi-Arabien.

/ritzau/Reuters