I går var der tre brande.
I dag er der fem, mens der stadig ingen udsigter er til at få kontrol med flammerne.
Et flammehav spreder sig på tredjedagen i Los Angeles, hvor flere ikoniske nabolag er blevet ødelagt.
Satellitbilleder viser, hvor store konsekvenser brandene allerede har haft.
Det er fortsat for tidligt at gøre alle skaderne op, da brandene endnu ikke er inddæmmet.
Flammer rykker tæt på Hollywood
Sent onsdag nåede brandene til Hollywood Hills, hvor det ikoniske Hollywood-kvarter risikerer at stå for tur.
Ilden i Hollywood Hills »udvider sig hurtigt«, siger en brandmand fra det californiske brandvæsen til BBC.
Fremskridtene med at inddæmme brandene er »lig nul«, siger han.
Det skyldes blandt andet de vinde, der får ilden til at sprede sig hurtigt.
Billeder viser også, at det berømte Hollywood-skilt også er omgivet af røg og risikerer at brande.
Branden er nu kun få hundrede meter fra de berømte gader Sunset Boulevard og Hollywood boulevard.
Sidstnævnte er en ikonisk gade, som lægger fortov til Hollywood Walk of Fame, hvor stjerner hylder kunstnere inden for film-, tv-, musik-, radio- og teaterbranchen.
De områder, der er berørt er brandene, er kendt liebhaverkvarterer, hvor mange Hollywood-stjerner bor.
Skuespillerne Tom Hanks, Ben Affleck og Reese Witherspoon har alle måttet forlade deres hjem på grund af brandene. Flere berømtheders hjem er også brændt ned.
Mark Hamill, der er kendt for sin rolle som Luke Skywalker i »Star Wars«-filmene, er en af de mange berømtheder, der har måttet tage flugten.
Han skriver på Instagram, at han flygtede for sit liv, da der pludselig var flammer på begge sider af deres flugtvej.
Undtagelsestilstand
Natten til torsdag oplyste Robert Luna, der er sherif i storbyen, at mindst fem personer har mistet livet som følge af brandene. Det skriver AFP.
Omkring 130.000 personer er blevet bedt om at evakuere de områder, hvor naturbrandene er brudt ud.
Desuden har mere end 400.000 husstande mistet strømmen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En lav luftfugtighed er med til at skabe problemer for de tusindvis af brandfolk, der har arbejdet på højtryk for at bekæmpe skovbrandene.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, har erklæret undtagelsestilstand.
Her er omfanget af brandene ifølge California Department of Forestry and Fire Protection onsdag morgen:
Palisades: Mindst 64,1 km² – 0 procent inddæmmet.
Eaton: Mindst 42,9 km² – 0 procent inddæmmet.
Hurst: Mindst 3,5 km² -10 procent inddæmmet.
Lidia: Mindst 1,4 km² – 40 procent inddæmmet.
Sunset: Mindst 0,3 km² – 0 procent inddæmmet.



