Sarkozy junior på vej mod magtens tinder

Den franske præsidents 23-årige søn har besluttet ikke at tage imod et topjob serveret på sølvfad. Tilbagetoget ses som et alvorligt nederlag for Nicolas Sarkozy, men sønnens håndtering af sagen at være endnu et stormskridt på vej mod magtens tinder.

Sarkozy junior taler lige så insisterende  som sin far. Fold sammen
Læs mere

PARIS: Den franske præsidents 23-årige søn, Jean, taler lige så insisterende som sin far, og hans ambitioner er mindst lige så tårnhøje som Nicolas Sarkozys. 

I det hele taget virker den unge jurastuderende som sin fars klon - og så alligevel ikke.

Han udspyr således markant færre eder og forbandelser end faderen, har ingen tics, kan bedre beherske sig, i hvert fald offentligt, og sidst, men ikke mindst, har han de seneste dage givet franskmændene indtryk af, at han forstår at tage kritik til sig.

Således har »fars søn«, som han de seneste par uger er blevet kendt som verden over, besluttet sig for at droppe et topjob, som hans fars forbindelser havde serveret ham på et sølvfad: posten som formand for Europas største forretningskvarter, La Défense. Hjemsted for 2.500 virksomheder, herunder nogle af verdens største. 

Da kritikken om bananrepublik-metoder begyndte at regne ned over Frankrig reagerede Nicolas Sarkozy ved at få alt, der kunne krybe og gå i det borgerlige regeringsparti, til at forsikre, at Jean udelukkende var blevet kandidat på grund af egne meritter. Og affærdigede al kritik som smædekampagne. 

Franske kommentatorer er derfor enige om, at sønnikes kapitulation er en begmand af rang for præsidenten.
Til forskel fra sin far stak Jean fingeren i jorden og besluttede - selv, hævder han - at undgå en »tilsmudset sejr« og »antydninger af favoritisme« ved at give afkald på magten. 

Men fredag lod Jean Sarkozy sig alligevel vælge til den offentlige struktur, der bestyrer La Défense - dog kun som menigt medlem. Dermed er der ikke længere nogen oplagt kandidat til formandsposten, som ifølge avisen Le Monde står til at gå til en funktionær, der vil holde stolen varm et par år, indtil Jean er inde i sagerne.

Derefter kan præsidentsønnen igen køres i stilling. Som en kilde i Sarkozy-familiens inderkreds fortæller Le Journal du Dimanche: »Dette er begyndelsen på glorien.«