Sarkozy besøger Bush

Frankrigs præsident besøger på lørdag sin amerikanske kollega.

USA's præsident, George Bush, får lørdag besøg af Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy.

Mødet mellem præsidenterne finder sted i Bush-familiens sommerresidens i Kennebunkport i delstaten Maine, meddeler Det Hvide Hus i Washington.

Det bliver første gang, at de to mødes, efter at Sarkozy blev fransk præsident i maj.

Sarkozys forgænger, Jacques Chirac, havde et noget køligt forhold til Bush på grund af Chiracs modstand imod den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003.

/ritzau/